USA's finansminister: Stærkere handelsbånd som modsvar til Kina
Nyt initiativ fra USA skal svække Kinas forsøg på at vinde dominans over råstoffer og teknologimarkeder.
Den amerikanske finansminister, Janet Yellen, opfordrer til stærkere handelsbånd mellem allierede, så forsyningslinjer bliver styrket, og inflationen mindskes.
Samtidig skal det modvirke Kinas "uretfærdige handelspraksis" og kinesernes forsøg på at vinde dominans over råstoffer og teknologimarkeder.
Yellen, der er i Sydkorea, fremsætter opfordringen i en tale, som er blevet offentliggjort i forbindelse med hendes besøg i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, mandag.
- Vi kan ikke tillade, at lande som Kina udnytter deres position på markedet til at forstyrre og undergrave vores økonomier, hedder det i talen, hvor Yellen specifikt henviser til markederne for teknologier.
Yellen, som skulle holde talen mandag i Seoul ved afslutningen på en 11 dages rundrejse i regionen, pointerer, at lande med samme normer og værdier må stå sammen mod undergravende kræfter.
Hun fremhæver, at forsyningskæder kan spredes og fordeles mellem mere troværdige handelspartnere, hvilket vil styrke økonomierne og mindske risici for kriser.
Udspillet fra Yellen kommer, efter at vestlige lande længe har bestræbt sig på ikke at være for afhængige af Kina. Relationerne til regimet i Beijing er også blevet kompliceret af coronapandemien, som har blotlagt svagheder i de globale forsyningslinjer.
Janet Yellen henviser også til Ruslands invasion af Ukraine, som har forværret kriser og problemer i den internationale økonomi.
Strategien med et tættere tillidsfuldt samarbejde mellem en række lande benævnes som "friendshoring".
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.