USA's Secret Service anklaget for at slette sms'er om stormløb

Sms'er, som skulle udleveres i forbindelse med efterforskning af stormløb mod Kongressen, er blevet slettet.

Over 140 politibetjente kom til skade, da de forsøgte at forhindre Trump-tilhængere i at trænge ind i Kongressen 6. januar 2021. (Arkivfoto). <i>Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix</i>

Over 140 politibetjente kom til skade, da de forsøgte at forhindre Trump-tilhængere i at trænge ind i Kongressen 6. januar 2021. (Arkivfoto). Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix

Det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed har 13. juli oplyst en række amerikanske lovgivere om, at mange sms'er fra 5.-6. januar, hvor et dødeligt stormløb mod Kongressen fandt sted, er blevet slettet af det amerikanske sikkerhedsvæsen Secret Service.

Det var generalinspektøren fra ministeriet, som havde bedt om at få sms'erne udleveret. Generalinspektøren har til opgave at føre tilsyn med Secret Service, som står for præsidentens sikkerhed.

Men i et brev til lovgiverne oplyser generalinspektøren, at sms'erne er blevet slettet som en del af et program for udskiftning af enheder. Det kan for eksempel være mobiltelefoner, som nulstilles, når de skifter hænder.

En talsmand fra Secret Service afviser ministeriets påstande som "kategorisk falske". Talsmanden siger, at Secret Service vil komme med en mere detaljeret forklaring på et senere tidspunkt.

Secret Service er blevet bedt om at udlevere sms'erne til generalinspektøren, mens et kongresudvalg undersøger stormløbet mod Kongressen.

Bennie Thompson, som er formand for det såkaldte 6. januar-udvalg, kalder den påståede sletning "bekymrende".

- Hvis der er en måde, vi kan genskabe sms'erne på, om man vil, så gør vi det, siger han.

Stormløbet fandt sted 6. januar 2021. Tidligere præsident Donald Trump havde i flere uger forinden turneret rundt med påstande om, at han var blevet franarret sejren i det amerikanske præsidentvalg i 2020 på grund af valgsvindel. Ekspræsidenten har aldrig fremlagt nogen form for dokumentation for den påståede svindel.

Over 140 politibetjente kom til skade, da de forsøgte at forhindre Trump-tilhængere i at trænge ind i Kongressen. Stormløbet fandt sted, kort tid efter at Trump havde talt til sine tilhængere.

Trump og hans støtter - deriblandt mange republikanere i Kongressen - afviser kongresudvalgets arbejde som en politisk heksejagt.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden