USA ser ikke tegn på noget fordækt under russisk atomøvelse
Så længe atomvåben findes, er der risiko for, at de vil blive brugt, siger Putin, mens atomøvelse er i gang.
USA har ikke set tegn på, at Ruslands atomøvelser, som landet tog hul på i denne uge, er et dække for et reelt angreb.
Det siger den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, torsdag.
Øvelsen, hvor det russiske forsvar tester sine atomvåben - dog uden at foretage sprængninger - har tidligere været årsag til spændinger mellem USA og Rusland.
Men i år er de spændinger ekstra store på grund af krigen i Ukraine. Især fordi flere fremtrædende russiske ledere har mere end antydet, at atomvåben kan komme i brug.
- Så længe atomvåben findes, er der altid en risiko for, at de vil blive brugt, siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, så sent som torsdag i en tale i Moskva ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Men vestlige lande mener at kunne opfange tegn på, om Rusland gør klar til noget sådant - for eksempel under dække af en øvelse.
Det er der ikke tegn på, siger den amerikanske forsvarsminister torsdag i en kort kommentar.
- Vi har ikke set noget, der på nuværende tidspunkt får os til at tro, at det er en slags dække, siger Lloyd Austin.
Både interkontinentale missiler, ubåde og bombefly indgår i den russiske øvelse, der har fået navnet "Grom" - "Torden".
Rusland har før affyret interkontinentale missiler under Grom-øvelser, som holdes hvert år. Sidst det skete, var i februar - få dage inden invasionen af Ukraine.
I Ukraine er russiske styrker stærkt presset af en modoffensiv i øst. Det har vakt bekymring for, om Rusland vil tage såkaldt taktiske atomvåben i brug.
Russiske ledere har flere gange under krigen, der begyndte med Ruslands angreb den 24. februar, antydet, at der kan blive brugt atomvåben.
I slutningen af september sagde Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev, at hans land har ret til at forsvare sig selv med atomvåben, hvis det bliver presset ud over dets grænser.
- Dette er helt klart ikke bluff, sagde han.
Medvedev, som er næstformand i Ruslands Sikkerhedsråd, advarede også om, at styret i Moskva har ret til at reagere "uden megen konsultation".
Ugen inden havde Putin sagt i en tale til nationen, at Rusland vil bruge "alle våben til at forsvare sit territorium".
Torsdag aften afviser han i sin tale i tænketanken Valdai i Moskva, at han skulle have truet med at bruge atomvåben.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.