USA slår fast: Rusland begår krigsforbrydelser i Ukraine
Russiske handlinger har efterladt tusinder af civile dræbte eller sårede, siger USA's udenrigsminister.
Opdateret kl. 20:20
Russiske styrker har begået krigsforbrydelser i Ukraine.
Det fastslår USA's udenrigsminister, Antony Blinken, i en erklæring onsdag.
- I dag kan jeg meddele - baseret på den nuværende tilgængelige information - at USA's regering vurderer, at medlemmer af Ruslands styrker har begået krigsforbrydelser i Ukraine, siger han.
Vurderingen er foretaget på baggrund af en grundig gennemgang af den eksisterende information om krigen.
Informationen kommer fra både offentlige kilder og efterretningstjenester, oplyses det.
- Hver dag, som russiske styrker fortsætter deres brutale angreb, stiger antallet af dræbte og sårede uskyldige civile. Herunder kvinder og børn, siger Blinken.
Det er for eksempel en krigsforbrydelse bevidst at angribe civile.
- Russiske styrker har ødelagt lejlighedsbygninger, skoler, hospitaler, kritisk infrastruktur, civile køretøjer, shoppingcentre og ambulancer. Det har efterladt tusinder af uskyldige civile dræbt eller såret.
- Mange af de steder, som Ruslands styrker har ramt, har været tydeligt identificerbare som i brug af civile, siger Blinken.
Rusland har gentagne gange afvist at gå bevidst efter civile mål.
Blinken siger videre, at USA fortsat vil overvåge meldinger om krigsforbrydelser. Desuden vil USA dele sin viden med "allierede, partnere, internationale institutioner og organisationer".
USA's præsident, Joe Biden, kaldte i sidste uge Ruslands præsident, Vladimir Putin, for en krigsforbryder. Det gjorde han i et svar på et spørgsmål fra en journalist.
I kølvandet på den udtalelse har Rusland truet med at kappe forbindelsen til USA. USA's ambassadør i Rusland, John Sullivan, har været til møde i det russiske udenrigsministerium i Moskva ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Her fik han overbragt en protest imod Bidens "uacceptable" udtalelser.
- Det blev understreget, at sådanne udtalelser ikke er værdige for en statsmand på så højt niveau. Det bringer det russisk-amerikanske forhold på randen af et sammenbrud, hedder det ifølge Tass i protesten.
Onsdag er et ukendt antal amerikanske diplomater blevet udvist fra Rusland.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.