Verden

USA vil fjerne Syrien fra terrorstøtteliste

Den amerikanske betegnelse af Syrien som en stat, der støtter terror, har været gældende i årtier.

USA's præsident, Donald Trump, under et møde med Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa during ved et Nato-topmøde i Ankara i Tyrkiet.
USA's præsident, Donald Trump, under et møde med Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa during ved et Nato-topmøde i Ankara i Tyrkiet. Jonathan Ernst/Reuters

Opdateret kl. 22:01

USA vil fjerne Syrien fra en amerikansk liste over stater, der støtter terrorisme.

Det underrettede den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, formelt Kongressen om onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Meldingen kommer, efter USA's præsident, Donald Trump, har holdt møde med Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, under et Nato-topmøde i Tyrkiets hovedstad, Ankara.

Betegnelsen af Syrien som en stat, der støtter terror, har været gældende i årtier og besværliggjort investeringer i landet.

Stemplet som terrorstøtte medfører nemlig ifølge Reuters restriktioner på amerikansk udviklingsbistand, forsvarseksport og nogle finansielle transaktioner.

Tiltaget med at fjerne Syrien fra listen træder i kraft om 45 dage, medmindre de amerikanske politikere i Kongressen ganske usandsynligt skulle blokere for det, skriver AFP.

- Ophævelsen af sanktionerne mod Syrien vil åbne op for international handel og investeringer, give Syrien en chance for at genopbygge og åbne et nyt kapitel for det syriske folk, siger Rubio i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet.

Ahmed al-Sharaa stod tidligere i spidsen for oprørsbevægelsen Hay'at Tahrir al-Sham (HTS), som i december sidste år væltede det daværende syriske regime og den daværende præsident, Bashar al-Assad.

HTS har rødder i Jabhat al-Nusra, som var tæt allieret med den militante gruppe al-Qaeda. I juli blev HTS fjernet fra USA's terrorliste.

Den syriske præsident besøgte desuden i november Trump i Det Hvide Hus.

Det var første gang, at en syrisk præsident officielt lagde vejen forbi Washington, siden landet blev selvstændigt.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden