Utilfredse lastbilchauffører sender Ottawa i nødretstilstand

En ugelang demonstration blandt lastbilchauffører får nu Ottawas borgmester til at erklære nødretstilstand.

Lastbilchauffører bliver hyldet i den canadiske millionby Toronto på vej mod hovedstaden, Ottawa. <i>Cole Burston/Ritzau Scanpix</i>

Lastbilchauffører bliver hyldet i den canadiske millionby Toronto på vej mod hovedstaden, Ottawa. Cole Burston/Ritzau Scanpix

Søndag lokal tid har den canadiske hovedstad Ottawas bogmester, Jim Watson, erklæret nødretstilstand i byen.

Ottawas infrastruktur er i store træk blevet lagt ned af en ugelang demonstration blandt lastbilchauffører. De er utilfredse med regeringens krav om covid-19-vaccination for at kunne krydse landets provinsgrænser.

Centrale veje i den canadiske hovedstad er i øjeblikket blokeret af lastbiler, som er blevet parkeret i protest.

Jim Watson kalder nødretstilstanden nødvendig.

- Det afspejler den alvorlige fare og trussel mod borgernes sikkerhed forårsaget af de igangværende demonstrationer, og det fremhæver behovet for støtte fra andre retsområder og andre niveauer af embedsværket, siger han.

Watson har endnu ikke præciseret, hvilke tiltag han forventer at iværksætte, nu hvor hovedstaden er under nødretstilstand.

Canadas minister for offentlighedens sikkerhed, Marco Mendicino, siger søndag, at regeringen ikke har i sinde at aflive kravet om vaccination.

- Vi gjorde vaccinespørgsmålet til en del af valgkampen og satte det på stemmesedlen til valget i 2021. Vi leverer blot på det løfte, som vi med støtte fra et overvældende flertal af canadiere gav, siger han.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, har sagt, at blokaden repræsenterer et mindretal af Canadas lastbilchauffører.

Han understreger, at cirka 90 procent af Canadas langdistancechauffører er færdigvaccinerede mod covid-19, og at det samme gælder cirka 79 procent af Canadas generelle befolkning.

Tidligere præsident for USA Donald Trump og elbilgiganten Teslas administrerende direktør, Elon Musk, har begge udtalt støtte til lastbilchaufførerne.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.