Vælgere i tre delstater stemmer sig til abortrettigheder

I tre amerikanske delstater har vælgerne stemt for at sikre deres ret til abort.

Frivillige i Michigan har fået et forslag på stemmesedlen, der vil sikre retten til abort og prævention i delstatens forfatning. Natten til onsdag dansk tid har vælgerne i Michigan stemt for ifølge NBC News. (Arkivfoto). <i>Brandon Bell/Ritzau Scanpix</i>

Frivillige i Michigan har fået et forslag på stemmesedlen, der vil sikre retten til abort og prævention i delstatens forfatning. Natten til onsdag dansk tid har vælgerne i Michigan stemt for ifølge NBC News. (Arkivfoto). Brandon Bell/Ritzau Scanpix

Spørgsmålet om retten til abort har siden sommeren været højt på den politiske dagsorden i USA. Natten til onsdag har vælgere i tre delstater har haft mulighed for at stemme sig til retten til abort, og det har de i alle tre delstater gjort.

Det fremgår af resultater fra folkeafstemningerne i Californien, Michigan og Vermont ifølge NBC News.

På stemmesedlen i de tre delstater var forskellige former af spørgsmål, som vil føre til, at borgernes "reproduktive rettigheder" skal skrives ind i delstaternes forfatninger. Begrebet reproduktive rettigheder dækker også over retten til prævention.

I Vermont og Californien ser forslagene ud til at blive vedtaget med forholdsvis store flertal. Begge stater er også stater, hvor Demokraterne ofte vinder valg med store flertal.

Michigan er ofte tættere, og her er er resultatet af folkeafstemningen også tættere med omkring halvdelen af stemmerne optalt klokken 06.20 dansk tid.

De foreløbige resultater her viser dog et stort nok flertal til, at NBC News tør konkludere, at forslaget vedtages.

I Kentucky har vælgerne skullet tage stilling til et forslag, der fungerer modsat. Her vil en vedtagelse betyde, at det skrives eksplicit ind i delstatens forfatning, at den ikke giver en rettighed til abort.

Der er i delstaten et slagsmål ved domstolene om, hvorvidt et abortforbud, som politikerne har indført, er i strid med delstatens forfatning. Det slagsmål ville i så fald blive kortsluttet til fordel for abortmodstanderne.

Her er udfaldet onsdag morgen klokken 06.20 uafklaret. Med 80 procent af stemmerne optalt har 48 procent stemt for forslaget, mens 52 har stemt imod.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.