Colombia skal ud i ny valgrunde trods føring til eks-partisan

Den kandidat, der vinder anden valgrunde, skal afløse den upopulære konservative præsident Iván Duque.

Gustavo Petro(tv) og Rodolfo Hernandez (th) skal op imod hinanden i anden runde af Colombias præsidentvalg. <i>Yuri Cortez, Juan Barreto/Ritzau Scanpix</i>

Gustavo Petro(tv) og Rodolfo Hernandez (th) skal op imod hinanden i anden runde af Colombias præsidentvalg. Yuri Cortez, Juan Barreto/Ritzau Scanpix

Valget i Colombia skal ud i en anden runde. Det står klart, efter at næsten alle stemmerne er talt op efter søndagens valg.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Med 99,9 procent af stemmerne optalt fører den venstreorienterede Gustavo Petro med 40,3 procent af stemmerne.

Næst efter Petro står den højreorienterede forretningsmand Rodolfo Hernandez til 28,2 procent af stemmerne.

Da det kræver mere end 50 procent af stemmerne at blive præsident efter første runde, skal valget afgøres i en anden runde.

Her skal Gustavo Petro og Rodolfo Hernandez i direkte duel mod hinanden. Ved søndagens valg stillede i alt seks kandidater op.

Det foreløbige resultat læner sig op ad resultaterne fra meningsmålinger forud for valget.

Den, der vinder anden valgrunde, skal afløse den upopulære konservative præsident Iván Duque.

Her ser Petros chancer lovende ud, skriver nyhedsbureauet AFP.

Petros er tidligere medlem af partisanbevægelsen M-19 og blev fanget af militæret i 1985. M-19 sluttede fred med den colombianske regering i 1990.

Den venstreorienterede præsidentkandidat er tidligere borgmester i hovedstaden Bogotá og har været kendt i Colombias politiske liv i mange år.

Han har under valgkampen lovet at gøre noget ved den enorme ulighed og at sikre frie uddannelser. Men også at bremse udvindingen af olie og gas.

Det, som taler imod Petro, er den dybtliggende skepsis i mange hjørner af det colombianske samfund mod politiske bevægelser, der har deres udspring i partisanbevægelser som Farc. Det vurderer Michael Shifter fra tænketanken Inter-American Dialogue.

- Colombianerne er rædselsslagne for at blive et nyt Venezuela, siger Shifter til AFP.

Petros udfordrer - 77-årige Rodolfo Hernandez - er selv tidligere borgmester. Han har op til præsidentvalget ført en populistisk valgkamp, hvor han har forsøgt at male et billede af sig selv som en outsider, der står uden for den traditionelle elite.

Anden valgrunde vil finde sted 19. juni.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden