Valgdeltagelsen i Sverige dykker for første gang i 20 år

Valgdeltagelsen har været stigende i Sverige siden 2002 - men ved søndagens valg blev trenden brudt.

Valgdeltagelsen ved søndagens valg i Sverige blev lavere end ventet.

Omkring 83 procent af de svenske vælgere stemte ved valget.

Ved det forrige valg stemte omkring 87 procent, og deltagelsen har været jævnt stigende siden 2002. Med valget søndag er en langvarig trend dermed brudt.

Tallet er foreløbigt. Det endelige tal foreligger først, når forhåndsstemmer og stemmer fra udlandet er talt op. Disse tal ventes at være klar onsdag eller torsdag.

- Dette er overraskende, hvis det viser sig at holde stik. Det havde jeg ikke ventet i det hele taget, siger politologen Anders Sannerstedt på universitetet i Lund.

- Generelt kan man sige, at valgdeltagelsen stiger, når der er tale om en politisk situation med jævne, usikre og hårde politiske stridigheder. Dette valg har fremstået som klart, jævnt og spændende, siger Sannerstedt og tilføjer:

- Mange har sikkert oplevet, at meget står på spil, eftersom mange vælgere føler en stærk afsky over for Sverigedemokraterna.

Ved valget i 2018 nåede valgdeltagelsen op på 87 procent. Det var det højeste niveau siden 1985.

I 2014 var valgdeltagelsen på 85,8 procent.

- Mange vælgere har fundet dette års valg så vanskeligt, at de slet og ret har valgt ikke at stemme, siger professor i statsvidenskab Henrik Ekengren Oscarsson til det svenske medie SVT.

Højreblokken har en lille føring, efter at næsten alle distrikter er talt op, men der ventes stadig på et endeligt resultat i valggyseren.

Sverigedemokraterna går stærkt frem og bliver landets næststørste parti efter Socialdemokraterna.

Også Socialdemokraterna har fået klart øget opbakning ved valget, men det ser ud til at blive vanskeligt for S-lederen, statsminister Magdalena Andersson, at danne regering.

Det kan i stedet blive den konservative leder af Moderaterna, Ulf Kristersson, som får chancen.

Ifølge politologen Henrik Ekengren Oscarsson mangler der at blive optalt mellem 200.000 og 250.000 stemmer. Af dem er en tredjedel stemmer fra udlandet, hvoraf de fleste plejer at støtte højrefløjen.

- Der kommer nu nogle døgn med uvished. Stemmerne skal tælles og tælles og så kontroltælles, siger lederen af Centerpartiet, Annie Lööf.

/ritzau/TT

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.