Verdens største ferskvandsfisk er fanget i Cambodja

Fangsten af en enorm pigrokke beviser, at der stadig kan gøres fantastiske fund i naturens verden, lyder det.

Der skulle adskillige personer til at hive pigrokken i land fra Mekong-floden. Fisken blev sluppet fri igen, efter at den var blevet elektronisk mærket. <i>Chhut Chheana/Ritzau Scanpix</i>

Der skulle adskillige personer til at hive pigrokken i land fra Mekong-floden. Fisken blev sluppet fri igen, efter at den var blevet elektronisk mærket. Chhut Chheana/Ritzau Scanpix

En gruppe landsbybeboere i det sydøstasiatiske land Cambodja har fanget, hvad der menes at være den største ferskvandsfisk nogensinde målt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og britiske BBC.

Der er tale om en pigrokke, der vejer 300 kilo og er fire meter lang. Det krævede godt ti mænd at hive den enorme fisk i land.

Fisken har fået navnet Boramy, der betyder fuldmåne på det lokale sprog. Navnet skyldes pigrokkens store kugleform.

Pigrokken blev fanget i den lange Mekong-flod, der strækker sig over en række asiatiske lande. Fisken er blevet sat fri igen, efter at den blev mærket elektronisk, så forskere kan følge dens bevægelser.

- Det er virkelig spændende nyheder, fordi det var verdens største fisk, siger biolog Zeb Hogan, der er tidligere vært på National Geographic-programmet "Monster Fish" og nu arbejder med et fredningsprojekt på floden.

- Det er også spændende, fordi det betyder, at denne del af Mekong-floden stadig er sund. Det giver håb, at disse kæmpe fisk stadig bor her, lyder det.

Fisken Boramy blev fanget i sidste uge ved øen Koh Preah på det nordlige stykke af Cambodjas del af Mekong-floden, skriver Reuters.

Den har taget rekorden som verdens største ferskvandsfisk fra 293 kilo tung malle, der blev fanget i det nordlige Thailand i 2005.

- Fundet af pigrokken er et bevis på, at der stadig kan gøres fantastiske fund i naturens verden, og at mange store havdyr fortsat er sørgeligt uudforskede, siger biolig Zeb Hogan ifølge BBC.

Mekong-floden har ifølge flodens egen kommission den tredjemest forskelligartede fiskebestand i verden. Bestanden trues dog af blandt andet overfiskning, forurening og indtrængning af saltvand.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.