Verden

Von der Leyen: EU vil levere milliardlån til Ukraine trods Orbáns nej

Orbán har ikke holdt sit ord over for de øvrige EU-landes ledere, siger Ursula von der Leyen.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, António Costa, var direkte i deres kritik af Ungarns premierminister, Viktor Orbn, efter hans nej til at udbetale et lån på 90 milliarder euro til Ukraine.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, António Costa, var direkte i deres kritik af Ungarns premierminister, Viktor Orbn, efter hans nej til at udbetale et lån på 90 milliarder euro til Ukraine. John Thys/Ritzau Scanpix

EU vil levere et lån på 90 milliarder euro til Ukraine "på den ene måde eller den anden måde".

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde efter EU-topmødet i Bruxelles.

- Lånet er blokeret, fordi én leder ikke holder sit ord, siger von der Leyen med henvisning til Ungarns premierminister, Viktor Orbán.

Dermed understregede EU-Kommissionens formand den kritik af Orbán, som gik igen blandt hovedparten af EU-landenes ledere på torsdagens topmøde.

Her var statsminister Mette Frederiksen (S) også blandt dem, der kaldte Orbáns veto mod lånet for "uacceptabelt".

På det afsluttende pressemøde fastslog EU's præsident, António Costa, at fordømmelsen af Orbáns fremfærd blev udtrykt af mange af lederne på mødet.

Kritikken skyldes ikke kun, at Ungarn efterlader Ukraine i en svær situation, men også at Orbán med sit veto går tilbage på den aftale, der blev indgået på EU-topmødet i december.

Her gav Orbán grønt lys til lånet, mod at Ungarn ikke hænger på tilbagebetalingen af lånet, hvis Ukraine ikke kan klare det.

- En aftale er en aftale. Alle lederne skal holde deres ord.

- Og ingen kan afpresse Det Europæiske Råd, siger António Costa.

Det ser dog ud til, at det alligevel er lykkes for Viktor Orbán. EU-landenes ledere har trods deres kritik ikke formået at få Orbán til at opgive sit nej.

Samtidig har EU indvilliget i at sende tekniske eksperter og økonomisk bistand til Ukraine for at få repareret Druzjba-rørledningen.

Ungarn kræver rørledningen repareret, fordi den transporterer russisk olie gennem Ukraine til Ungarn.

I lyset af de høje oliepriser som følge af krigen i Iran er olien særlig vigtig for Ungarn, siger Orbán, der anklager Ukraine for bevidst at tilbageholde den russiske olie.

En kritik, som Ukraine afviser. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fastholder på sin side, at det vil tage seks uger at reparere rørledningen efter russiske droneangreb.

Derfor er det uacceptabelt, at Orbán nu betinger sin støtte til Ukraine-lånet af, at olien igen flyder gennem rørledningen, mener Costa.

- Det er ikke at handle i god tro, når man sætter betingelser, som hverken Ukraine eller EU kan sikre bliver opfyldt.

- Det er kun Rusland, der beslutter, om de vil forsøge at angribe Druzjba-rørledningen igen, siger António Costa.

Viktor Orbán gentog ifølge Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på topmødet, at Ungarn vil hæve sit veto mod lånet, når olien igen ankommer til Ungarn gennem Druzjba-rørledningen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden