Verden

Von der Leyen lover støtte til Gaza efter frigivelse af gidsler

EU vil hjælpe med at betale for genopbygningen af Gaza, siger von der Leyen efter frigivelse af gidsler.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, glæder sig over Hamas' frigivelse af israelske gidsler. Hun varsler, at EU vil støtte genopbygningen af Gaza (Arkivfoto).
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, glæder sig over Hamas' frigivelse af israelske gidsler. Hun varsler, at EU vil støtte genopbygningen af Gaza (Arkivfoto). Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:35

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, glæder sig over løsladelsen af de første gidsler, som Hamas havde taget.

Hun varsler, at EU vil hjælpe med genopbygningen:

- Vi vil være en aktiv kraft inden for Den Palæstinensiske Donorgruppe. Og vi vil yde EU-finansiering til genopbygningen af Gaza, siger von der Leyen i en pressemeddelelse.

EU har ikke været del af fredsaftalen, som USA's præsident, Donald Trump, har stået i spidsen for. Til gengæld håber EU at kunne spille en rolle i genopbygningen, hvis freden holder.

- De israelske gidslers hjemkomst er et øjeblik af ren glæde for disse familier. Og et øjeblik af lettelse for hele verden. Det betyder, at man kan vende bladet. Et nyt kapitel kan begynde.

- Europa støtter fuldt ud den fredsplan, som USA, Qatar, Egypten og Tyrkiet har forhandlet sig frem til, siger von der Leyen.

Hun undlader dermed direkte at nævne Trump som ophavsmand til planen.

EU's eneste repræsentant ved mandagens fredstopmøde i Egypten, EU-præsident António Costa, er til gengæld mere uforbeholden over for Trumps rolle.

Ifølge netmediet Politico roste Costa ved afrejsen til Egypten varmt Trumps "lederskab" samt "alle mægleres utrættelige arbejde", for at have skabt en situation hvor "der for første gang i lang tid er reel håb" om fred.

Ifølge Costa støtter EU "fuldt ud" Trumps 20-punkts fredsplan, som EU dog ikke er nævnt i.

På topmødet skal EU derfor indlede forsøget på at tilkæmpe sig en rolle, efter man reelt ikke har formået at have indflydelse på nogen af parterne under konflikten eller spillet en rolle i selve fredsforhandlingerne.

Konflikten har til gengæld udstillet en dyb splittelse mellem EU-landene og skiftende meldinger fra EU-Kommissionen, der har stået i vejen for en klar europæisk linje.

Von der Leyen blev længe set som en forsvarer af Israel støttet af store EU-lande som Tyskland og Italien.

Kritikken af EU-Kommissionens chef tog dog til i takt med Israels fremfærd i Gaza, og det fik i begyndelsen af september von der Leyen til at skifte kurs.

I sin årlige åbningstale i EU-Parlamentet foreslog hun at stoppe EU's bilaterale støtte til Israel, sanktionere israelske ministre og suspendere handelsdelen af associeringsaftalen med Israel.

Det forslag blev dog afvist af flere EU-lande med Tyskland i spidsen.

Hvis EU nu skal have en rolle i fredsplanen, bliver EU-Kommissionen nødt til at trække forslagene tilbage, siger Israels nye ambassadør ved EU, Avi Nir-Feldklein til Politico.

- Lige nu er Trumps initiativ kommet rigtig godt fra start, og jeg tror, at EU gerne vil være en del af det.

- Og hvis man vil være en del af det, er man nødt til at rydde bordet for det, der hænger over vores forhold, siger Nir-Feldklein til Politico.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden