Warhol-portræt slår rekord med prisskilt på knap 1,4 milliarder

Andy Warhols portræt af Marilyn Monroe blev tirsdag nat det dyreste billede fra det 20. århundrede nogensinde.

Andy Warhols verdenskendte portræt af Marilyn Monroe er blevet det dyreste auktionssolgte billede fra det 20. århundrede. (Arkivfoto). <i>Carlo Allegri/Reuters</i>

Andy Warhols verdenskendte portræt af Marilyn Monroe er blevet det dyreste auktionssolgte billede fra det 20. århundrede. (Arkivfoto). Carlo Allegri/Reuters

Andy Warhols ikoniske portræt af skuespillerinden og sexsymbolet Marilyn Monroe er natten til tirsdag blevet det dyreste stykke kunst fra det 20. århundrede, som nogensinde er blevet solgt på auktion.

Salget af den velkendte afbildning i turkis, gul og pink blev lukket med et hammerslag på intet mindre end 195 millioner dollar. Det er et af fem malerier, som Warhol har lavet med Monroe som motiv.

Det fremgår af auktionshuset Christies' hjemmeside.

Beløbet svarer til 1,37 milliarder danske kroner. Maleriet stryger dermed ind på førstepladsen som det dyreste nogensinde fra det 20. århundrede.

Andre malerier fra det 20. århundrede er tidligere blevet solgt til højere priser. Det har dog været gennem privat salg og ikke auktion.

Pladsen blev ifølge antikmediet antiquestradegazette.com snuppet fra Pablo Picassos billede "Kvinder fra Algier".

"Kvinder fra Algier" blev malet i 1955, og i 2015 indbragte det 179,4 millioner dollar på en auktion. Det svarer til 1,26 milliarder kroner.

Portrættet af Monroe er også suverænt det dyreste Andy Warhol-maleri, som nogensinde er blevet solgt.

Det tidligere dyreste Warhol-maleri, der er solgt ved en auktion, var maleriet "Silver Car Crash (Double Disaster)". Det blev solgt for 105 millioner dollar i 2013. Med dagens dollarkurs svarer det til godt 739 millioner kroner.

Den amerikanske kunstner Andy Warhol døde i 1987 som 58-årig. Han var en af hovedkræfterne i kunstbevægelsen pop art.

Hans malerier af Marilyn Monroe er blandt hans mest kendte værker.

Marilyn Monroe var en af de mest populære Hollywood-stjerner i og omkring 1950'erne. Hun blev fundet død i sit hjem i 1962 som 36-årig.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden