Weinstein anklages for overgreb mod kvinde i London i 1996

Britisk anklagemyndighed har godkendt, at Harvey Weinstein kan tiltales for to overgreb mod kvinde i 1996.

Harvey Weinstein er dømt for voldtægt og seksuelt overgreb i USA og idømt 23 års fængsel (Arkivfoto). <i>Brendan Mcdermid/Reuters</i>

Harvey Weinstein er dømt for voldtægt og seksuelt overgreb i USA og idømt 23 års fængsel (Arkivfoto). Brendan Mcdermid/Reuters

Harvey Weinstein, der engang var en af Hollywoods mest magtfulde filmmagere, møder onsdag nye anklager om overgreb.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og det britiske medie BBC.

70-årige Weinstein, der i USA er dømt for voldtægt, er blevet anklaget for to overgreb mod en kvinde i London i august 1996.

Det er den britiske anklagemyndighed Crown Prosecution Service (CPS), der onsdag har godkendt, at Weinstein kan tiltales.

Lederen af CPS' særlige krimiafdeling, Rosemary Ainslie, har offentliggjort anklagen, efter at efterforskningen er fuldendt.

Hun understreger samtidig, at Weinstein ikke er dømt endnu:

- Crown Prosecution Service vil gerne minde alle om, at retsforfølgelsen af den anklagede stadig er i gang, og at han har ret til en retfærdig retssag.

I årtier var Harvey Weinstein en af de mest magtfulde producere i den amerikanske filmindustri. Han har blandt andet været med til at stifte produktionsselskaberne Miramax og The Weinstein Company.

Han er blevet anklaget for overgreb af en lang række kvinder, siden #MeToo-bevægelsen begyndte at rulle i efteråret 2017.

I februar 2020 blev han dømt for voldtægt og seksuelt overgreb og idømt 23 års fængsel. Det anses som en skelsættende dom for #MeToo-bevægelsen.

I sidste uge mislykkedes Weinstein med et forsøg på at få omstødt dommen.

I alt har næsten 90 kvinder anklaget Weinstein for overgreb af forskellig karakter. Blandt dem er skuespillerne Angelina Jolie, Gwyneth Paltrow og Salma Hayek.

Weinstein har fastholdt, at alle hans seksuelle forhold skete med samtykke.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden