WHO ønsker hurtig og effektiv indsats mod abekopper

31 lande og områder har nu rapporteret om infektioner. 18 tilfælde af abekopper er konstateret i Danmark.

Vaccinationscenter mod abekopper i USA. Abekopper er en virussygdom, der primært smitter ved berøring. Den er ikke luftbåren, og man kan først smitte andre, når man har symptomer. <i>Gavino Garay/Reuters</i>

Vaccinationscenter mod abekopper i USA. Abekopper er en virussygdom, der primært smitter ved berøring. Den er ikke luftbåren, og man kan først smitte andre, når man har symptomer. Gavino Garay/Reuters

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, opfordrer fredag til en hurtig indsats for at få stoppet spredning af abekopper i Europa, hvor antallet af tilfældet er tredoblet i de eneste to uger.

WHO's regionale direktør for Europa, Hans Kluge, siger, at det er afgørende, at der handles hurtigt.

- I dag skærper jeg min opfordring til alle regeringer og til civilsamfundene om i de kommende uger og måneder at optrappe bestræbelserne på at forhindre, at abekopper bliver udbredt i et voksende geografisk område. Det er afgørende med hurtig og koordineret handling, siger Kluge.

Siden først i maj er der registeret en markant stigning i abekopper uden for lande i det vestlige og centrale Afrika, hvor sygdommen er endemisk.

- 90 procent af alle laboratoriebekræftede tilfælde i verden - omkring 4500 infektioner - er i Europa, siger Kluge.

31 lande og områder har nu rapporteret om infektioner ifølge WHO. Nyhedsbureauet Reuters skriver imidlertid med henvisning til en række forskellige officielle kilder, at der på globalt plan har været sygdomstilfælde i over 50 lande.

I alt 18 tilfælde af abekopper er konstateret i Danmark.

Der blev bekræftet yderligere to tilfælde af abekopper i Danmark onsdag.

I det ene af de to tilfælde formodes den smittede at være blevet smittet uden at være rejst ud af Danmark. Den anden smittede formodes at være smittet i udlandet.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Det første tilfælde blev påvist 23. maj.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bliver der arbejdet på at bremse smittespredning med abekopper i det danske samfund.

- Sundhedsmyndighederne arbejder på at smitteopspore og tilbyder vaccine til helt nære kontakter for at stoppe smittekæder, siger han i pressemeddelelsen.

Abekopper er en virussygdom, der primært smitter ved berøring. Den er ikke luftbåren, og man kan først smitte andre, når man har symptomer.

Sygdommen viser sig som et udslæt med hvide blærer. Den kan også give feber. Et sygdomsforløb varer normalt to til fire uger. De fleste tilfælde går over af sig selv, og langt de fleste patienter forventes at komme sig helt

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.