Verden

WHO: Over 100 millioner på verdensplan ryger e-cigaretter

WHO har estimeret forbrug af e-cigaretter. Det puster til ny bølge af nikotinafhængighed, lyder bekymringen.

E-cigaretter omfatter genopladelige cigaretter og produkter beregnet til engangsbrug herunder puff bars eller vapes. (Arkivfoto).
E-cigaretter omfatter genopladelige cigaretter og produkter beregnet til engangsbrug herunder puff bars eller vapes. (Arkivfoto). Carlos Jasso/Reuters

Opdateret kl. 18:59

På verdensplan er der nu over 100 millioner mennesker, der ryger e-cigaretter.

Det skriver Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i en pressemeddelelse i forbindelse med en rapport om udbredelsen af tobaksprodukter.

Det er første gang, at WHO har estimeret det globale forbrug af e-cigaretter.

WHO skriver, at mindst 15 millioner børn i alderen 13 til 15 år bruger e-cigaretter.

Det samme gælder mindst 86 millioner voksne - særligt i lande med høje indkomster.

- E-cigaretter giver næring til en ny bølge af nikotinafhængighed, siger Etienne Krug, som er direktør i WHO's afdeling for sundhedsfremme, forebyggelse og sundhedsdeterminanter, i pressemeddelelsen.

- De bliver markedsført som skadereducerende, men i virkeligheden gør de børn afhængige af nikotin tidligere og risikerer at underminere årtiers fremskridt, lyder det videre.

I WHO's rapport fremgår det også, at antallet af tobaksbrugere på verdensplan er faldet fra 1,38 milliarder i 2000 til 1,2 milliarder i 2024.

WHO har estimeret det globale forbrug af e-cigaretter på baggrund af data fra 85 lande, som dækker 75 procent af den globale befolkning.

Af de 85 lande er e-cigaretter mest udbredte i den voksne befolkning i Serbien. Her røg 18,4 procent ifølge rapporten e-cigaretter i 2023.

Herefter følger landene Luxembourg, New Zealand, Kroatien, Irland, Tjekkiet og Brunei.

I alle andre lande, hvor der er data fra, er der højst ti procent af den voksne befolkning, som bruger e-cigaretter.

E-cigaretter er mindst udbredt i Uganda, Senegal og Kina. Her er der under en procent af den voksne befolkning, som ryger dem.

I 63 lande er der lavet både en befolkningsundersøgelse og en skoleundersøgelse af forbruget af e-cigaretter inden for en periode på højst to år.

I de lande var det ifølge WHO i gennemsnit ni gange mere udbredt at ryge e-cigaretter blandt børn i alderen 13 til 15 år end i den voksne befolkning.

Kun i seks lande var det mere udbredt at ryge e-cigaretter i den voksne befolkning.

E-cigaretter omfatter genopladelige cigaretter og produkter beregnet til engangsbrug herunder puff bars eller vapes. Ved at opvarme en væske danner de en nikotinholdig damp, som kan inhaleres.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden