Will Smith slår komiker efter joke under oscaruddeling

Komikeren Chris Rock lavede en joke om Will Smiths kone, hvorefter skuespilleren gik på scenen og slog Rock.

Will Smith gik på scenen og slog Chris Rock under årets oscaruddeling. <i>Brian Snyder/Reuters</i>

Will Smith gik på scenen og slog Chris Rock under årets oscaruddeling. Brian Snyder/Reuters

Under uddelingen af en pris ved årets Oscar var der et uventet optrin.

Skuespilleren Will Smith gik på scenen og slog komikeren Chris Rock i ansigtet, efter Chris Rock havde lavet en joke om Will Smiths kone, Jada Pinkett Smith.

Det er uklart, om optrinet var planlagt eller ej.

Chris Rock skulle uddele prisen for Bedste Dokumentar, men lavede sjov med publikum inden.

Her lavede han en joke om Jada Pinkett Smiths skaldethed. Hun lider af hudsygdommen alopecia, der også kaldes pletskaldethed.

Derefter gik Will Smith på scenen og gav komikeren en lussing. Da han igen sad på sin plads råbte han op til Chris Rock på scenen.

- Hold min kones navn ude af din fucking mund, lød det fra Will Smith flere gange.

Senere var Will Smith på scenen igen, da han modtog prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle for sin rolle i filmen "King Richard".

Han modtog statuetten og holdt tale, mens tårerne trillede ned af hans kinder.

Men optrinet kort tid forinden blev ikke nævnt direkte. Der kom dog under talen en undskyldning, men for hvad blev ikke nævnt.

- Jeg vil gerne undskylde til akademiet og alle de andre nominerede, sagde Will Smith på scenen.

- Kærlighed får dig til at gøre skøre ting, lød det videre.

Will Smith sagde også, at han håber, at oscarakademiet vil invitere ham igen.

Efterfølgende blev han mødt af stående ovationer fra publikum.

Det er første gang, at Will Smith vinder en Oscar. Han har to gange tidligere været nomineret.

Det har han blandt andet for sin rolle som bokseren Muhammad Ali i filmen "Ali".

Ifølge kulturmagasinet Vanity Fair skal Chris Rock efterfølgende have forsøgt at joke sig ud af hændelsen med en reference til Smiths rolle.

– Det er den eneste gang, man bliver slået af Muhammad Ali, og så efterlader det ikke en skramme, skal Rock angiveligt have sagt, da han kom backstage, skriver Vanity Fair.

Akademiet bag oscaruddelingen skriver på Twitter, at "Akademiet tolererer ikke vold i nogen form". Det fremgår dog ikke, hvilke konsekvenser et brud på det princip har.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden