William Ruto er taget i ed som Kenyas nye præsident

Valg i Kenya 9. august udløste voldsomme protester. Fem uger senere er den 55-årige Ruto indsat som præsident.

William Ruto er tirsdag blevet taget i ed som Kenyas nye præsident. Her fremviser han et særligt sværd, som han modtog fra den afgående præsident ved en ceremoni. Sværdet symboliserer præsidentens magt og autoritet. <i>Baz Ratner/Reuters</i>

William Ruto er tirsdag blevet taget i ed som Kenyas nye præsident. Her fremviser han et særligt sværd, som han modtog fra den afgående præsident ved en ceremoni. Sværdet symboliserer præsidentens magt og autoritet. Baz Ratner/Reuters

William Ruto blev tirsdag taget i ed som Kenyas nye præsident.

Det skete ved en ceremoni, som blev overværet af titusindvis af mennesker, heriblandt regionale statsoverhoveder.

Indsættelsen af den 55-årige Ruto sker fem uger efter et opsplittende valg 9. august. Han kommer til magten på et tidspunkt, hvor Kenya er trængt af tørke og en tiltagende krise omkring stigende leveomkostninger.

Valgets resultat udløste store protester fra tilhængerne af oppositionslederen Raila Odinga.

Odinga tabte med mindre end to procent til William Ruto.

Men Kenyas højesteret afgjorde i en kendelse tidligere på måneden, at valget var gået rigtigt til, og at Ruto var vinder over rivalen Odinga.

Odinga siger, at han er uenig i afgørelsen, men at han vil respektere den.

Dermed er der tilsyneladende lagt låg på uoverensstemmelserne efter valget.

Det var femte gang, at Odinga stillede op som præsidentkandidat. Denne gang havde han endda støtte fra den afgående præsident, Uhuru Kenyatta.

I 2017 blev over 100 mennesker dræbt, efter at højesteret annullerede valgresultatet med henvisning til uregelmæssigheder i processen.

Og et årti tidligere blev omkring 1200 mennesker dræbt efter omfattende uroligheder i kølvandet på præsidentvalget i 2007.

Netop denne uro i kølvandet på valghandlinger i det normalt stabile land Kenya har gjort, at der på forhånd var stor opmærksomhed på årets valg.

Der bor omkring 54 millioner i Kenya i det østlige Afrika.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden