Xi Jinping fejrer ti år som partileder med verdensledere

Flere ledere fra G20-landene ønsker at tale med Xi Jinping ansigt til ansigt under G20-topmødet i Bali.

Xi Jinping kan fejre ti år i toppen af Kinas Kommunistiske Parti sammen med lederne fra G20-landene til topmøde i Bali. <i>Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix</i>

Xi Jinping kan fejre ti år i toppen af Kinas Kommunistiske Parti sammen med lederne fra G20-landene til topmøde i Bali. Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix

Tirsdag vil Kinas præsident, Xi Jinping, være at finde blandt lederne fra de førende verdensøkonomier ved G20-topmødet i Bali på sin første tur ud af Kina siden coronapandemien.

Samme dag kan han fejre ti års jubilæum som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti. I 2013 blev han præsident i Kina.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er den 69-årige kinesiske præsident en ombejlet herre på G20-topmødet. Flere ledere ønsker at mødes med Xi.

Mandag havde han en maratonsnak med Joe Biden forud for G20-topmødet.

På selve jubilæumsdagen var hans første officielle punkt på dagsordenen et møde med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Også Australiens premierminister, Anthony Albanese, skal mødes med Xi i løbet af tirsdag. Storbritanniens premierminister Rishi Sunak har desuden også sagt, at han håber at komme til at tale med Xi.

G20 består af 19 af verdens vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU.

Da Xi Jinping blev udpeget som generalsekretær og udråbt til kommende præsident i 2012, beskrev mange af de internationale medier og nyhedsbureauer ham som mystisk.

Måske var det, fordi Det Kommunistiske Parti i Kina ikke gav mange oplysninger om den nye leder.

I de ti år, der nu er gået, siden Xi overtog ledelsen af kommunistpartiet, har han udviklet sig til at være den mest dominerende leder i Kina siden Mao Zedong.

I oktober sikrede han sig en tredje periode på præsidentposten som den første kinesiske præsident nogensinde. Og ifølge det britiske medie BBC er det endda en reel mulighed, at Xi bliver siddende på magten i resten af sit liv.

I sin tid ved magten har Xi Jinping blandt andet slået hårdt ned på græsrodsbevægelser, uafhængige medier og akademisk frihed.

Det sås blandt andet, da Kina i 2020 indførte en ny sikkerhedslov, der gav landet øget jurisdiktion over Hongkong.

Loven blev af kritikere kaldt et voldsomt indgreb mod Hongkongs suverænitet og førte til store demonstrationer, der blev slået hårdt ned på af politiet.

Xi Jinping voksede op som en del af eliten i Kina. Han er søn af en helt fra den kommunistiske revolution i 1949.

Som barn blev han i lighed med mange andre af partielitens børn sendt ud i landet, hvor han skulle lære, hvordan kommunistiske arbejdere har det.

De skulle lære om det simple liv med knaphed og sved på panden.

Xi gjorde sig efter sigende positivt bemærket som en arbejdsom ung mand.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.