Yderligere to eksministre melder sig klar til at afløse Johnson

De to eksministre Jeremy Hunt og Sajid Javid slutter sig til seks andre i kampen om at erstatte Boris Johnson.

Tidligere minister Jeremy Hunt stillede i 2019 op som kandidat til formandsposten i Det Konservative Parti, men tabte til Boris Johnson. Nu vil Hunt gøre et ny forsøg på at blive formand og premierminister i Storbritannien. (Arkivfoto) <i>Frank Augstein/Ritzau Scanpix</i>

Tidligere minister Jeremy Hunt stillede i 2019 op som kandidat til formandsposten i Det Konservative Parti, men tabte til Boris Johnson. Nu vil Hunt gøre et ny forsøg på at blive formand og premierminister i Storbritannien. (Arkivfoto) Frank Augstein/Ritzau Scanpix

Yderligere to tidligere konservative ministre, Sajid Javid og Jeremy Hunt, vil stille op til formandsvalget i Det Konservative Parti i Storbritannien som afløser for premierminister Boris Johnson.

Det skriver avisen The Telegraph.

Dermed har otte politikere indtil videre meldt deres kandidatur.

Johnson meddelte torsdag, at han trækker sig som partileder og også som regeringsleder, når der er fundet en ny formand. Dermed vil hans afløser også skulle overtage posten som premierminister.

Jeremy Hunt, der tidligere har været sundhedsminister og udenrigsminister, tabte i 2019 en afstemning om formandsposten til Boris Johnson.

Nu gør han et nyt forsøg.

- Det er helt ligetil, hvorfor jeg ønsker at gøre det, siger Hunt til The Telegraph om sin plan om at stille op.

- Det er fordi, vi er nødt til at genoprette tilliden (blandt vælgerne, red.), få gang i økonomien og vinde det næste valg, siger den 55-årige Hunt, der har været medlem af parlamentet i London siden 2005.

Sajid Javid, der den 5. juli trak sig fra posten som sundhedsminister i protest mod Boris Johnsons regeringsførelse og også tidligere har været finansminister, vil i sin kampagne slå på, at skatterne skal sættes ned.

- Vi har ikke råd til ikke at skære i skatterne, siger han til The Telegraph.

Processen med at vælge en afløser for Boris Johnson vil blive fastlagt i næste uge af den såkaldte 1992-komité, der består af konservative parlamentsmedlemmer uden ministerposter eller ledende positioner.

Yderligere mindst én ventes at slutte sig til feltet af kandidater.

Avisen Mail on Sunday skriver, at udenrigsminister Liz Truss vil lancere sin kampagne på mandag med et løfte om at sænke skatterne og få styr på problemet med stigende leveomkostninger for briterne.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden