Zelenskij: Et nyt jerntæppe er gået ned for Rusland
Russiske styrker har taget kontrol med dele af det sydlige Ukraine og har indtaget blandt andet en luftbase.
Den russiske invasion af Ukraine har afskåret Rusland fra resten af det internationale samfund.
Det siger Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, torsdag i en tale til sine landsmænd.
- Hvad er det, vi hører i dag? Det er ikke kun lyden af eksploderende raketter, kampe og brølet fra fly. Det er lyden af et nyt jerntæppe, der sænker sig og lukker Rusland ude af den civiliserede verden, siger Zelenskij.
- Vores nationale opgave er at sikre, at dette jerntæppe ikke falder hen over vores land, siger han.
Torsdag er russiske styrker rykket ind i Ukraine, hvor der meldes om snesevis af døde, utallige eksplosioner og kampe rundt om i landet.
I nærheden af Kijev har de russiske styrker indtaget en luftbase i Hostomel, der er en forstad til den ukrainske hovedstad. Den vil Ukraine forsøge at tilbageerobre, lyder det fra Zelenskij.
- Fjendtlige faldskærmstropper er blevet blokeret i Hostomel. Vores soldater har fået ordre om at knuse dem, siger den ukrainske præsident.
Myndigheder i det sydlige Ukraine siger, at de har mistet kontrollen med dele af de to regioner Kherson og Henichesk.
I sin tale nævner Zelenskij også den "vanskelige" situation i den sydlige del af landet, men kom ikke nærmere ind på det.
Kilder i regionen siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at de russiske styrker blandt andet har indtaget et kraftværk i det sydlige Ukraine.
Den ukrainske regering frygter, at russerne også vil indtage havnebyen Odessa, skriver dpa.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.