Zelenskyj: En massegrav er fundet i befriet ukrainsk by

Ifølge Ukraines præsident har de ukrainske myndigheder fundet en massegrav med omkring 440 begravede.

Kvinder ved en udbombet boligblok i byen Izium, som for nylig er blevet befriet af de ukrainske styrker. Der er fundet en massegrav i byen efter den russiske besættelse, siger den ukrainske præsident ifølge nyhedsbureauet Reuters. <i>Stringer/Reuters</i>

Kvinder ved en udbombet boligblok i byen Izium, som for nylig er blevet befriet af de ukrainske styrker. Der er fundet en massegrav i byen efter den russiske besættelse, siger den ukrainske præsident ifølge nyhedsbureauet Reuters. Stringer/Reuters

Ifølge de ukrainske myndigheder er der fundet en massegrav i den ukrainske by Izium.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Izium er en af de strategisk vigtige byer, som Ukraine for nylig har generobret efter russisk besættelse.

- Vi vil have verden til at vide, hvad den russiske besættelse har betydet, siger Zelenskyj ifølge AFP.

Han sætter ikke tal på, hvor mange ofre der er fundet. Sagen skal undersøges nærmere, og oplysningerne skal endeligt bekræftes, lyder det.

Zelenskyj forventer mere information fredag, skriver Reuters. Ifølge nyhedsbureauet siger præsidenten, at "Rusland efterlader død efter sig over alt og må stilles til ansvar".

Han sammenligner Izium med byerne Butja og Mariupol, hvor Rusland beskyldes for at have begået krigsforbrydelser, skriver AFP.

Ifølge de lokale politimyndigheder er der fundet 440 døde mennesker i graven. Det skriver det britiske medie Sky News.

Den lokale efterforskningsleder i regionen Kharkiv, hvor byen Izium ligger, siger til mediet, at ligene skal graves op og undersøges.

Nogle er blevet skudt, mens andre er døde i bombardementer, lyder det.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde i et interview torsdag, at hun ønsker at se præsident Vladimir Putin stillet for Den Internationale Straffedomstol (ICC) for krigsforbrydelser i Ukraine.

- At Putin taber denne krig og bliver draget til ansvar for sine handlinger - det er vigtigt for mig.

- Der er ingen tvivl om, at der er begået krigsforbrydelser i Ukraine. Derfor støtter vi indsamlingen af bevismateriale med henblik på mulige retssager ved Den Internationale Straffedomstol, sagde hun til en tv-kanal, som er tilknyttet det tyske dagblad Bild.

Von der Leyen besøgte Ukraines hovedstad, Kyiv, torsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.