Zelenskyj holder fast på krigens dag 100: Sejren bliver vores

Krigen i Ukraine har varet 100 dage. Det har ikke slået præsidenten ud. Han spår en sejr til Ukraine.

- Sejren bliver vores. Hæder til Ukraine, lyder det fra præsident Zelenskyj i en video fredag. <i>Str/Ritzau Scanpix</i>

- Sejren bliver vores. Hæder til Ukraine, lyder det fra præsident Zelenskyj i en video fredag. Str/Ritzau Scanpix

På dag 100 for krigen i Ukraine gentager Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, samme budskab, som han kom med på en af krigens første dage.

Det gør han i en video på det sociale medie Instagram, som bevidst minder meget om en video, som han lagde ud 25. februar - dagen efter Ruslands invasion. Det skriver mediet BBC.

- Ukraines væbnede styrker er her også. Vores nations befolkning er her også. Vi har allerede forsvaret Ukraine i 100 dage.

- Sejren bliver vores. Hæder til Ukraine, lyder det fra præsidenten i videoen.

Videoen fredag er i lighed med videoen fra 25. februar filmet sammen med hans stab foran det ukrainske præsidentkontor i Kyiv.

Under krigen er titusindvis af mennesker blevet dræbt, og de økonomiske omkostninger ved krigen har været enorme for begge lande.

FN's Udviklingsprogram, UNDP, anslår, at hvis krigen fortsætter i et år, vil 90 procent af Ukraines befolkning på knap 44 millioner leve under eller lige over fattigdomsgrænsen.

Amin Awad, FN's krisekoordinator i Ukraine, siger fredag, at der er brug for fred, skriver BBC.

- Den her krig har ingen og får ingen vinder. Snarere har vi i 100 dage været vidner til, hvad der er gået tabt: liv, hjem, job og fremtidsudsigter.

- Vi har brug for fred. Krigen skal slutte nu, siger han.

Zelenskyj sagde torsdag, at omkring 20 procent af Ukraine er besat, og at 100 mennesker dagligt bliver dræbt under krigen.

Senere samme dag udtalte Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sig om krigen.

Her sagde han, at krigen formentlig vil vare længe endnu, og at den er blevet til en "udmattelseskrig".

Krigen har i de seneste to måneder været koncentreret om brutale og langvarige kampe i den østlige Donbas-region.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden