Zelenskyj insisterer på at fejre højtiden trods krig
Ukraines præsident mener, at landet kan skabe et "mirakel" denne jul, selv om vinteren er hård.
Opdateret kl. 03:02
Trods hårde russiske angreb, der har ramt elforsyningen midt under vinteren, vil Ukraine ikke lade sig knægte.
Sådan lyder det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, lørdag i en juletale, som er optaget udenfor med nogle få hvide lys og et juletræ i baggrunden.
- Vi klarede os igennem begyndelsen af krigen. Vi udholdt angreb, trusler, atomar afpresning, terror, missilangreb. Lad os komme igennem denne vinter, for vi ved, hvad vi kæmper for, siger Ukraines præsident ifølge BBC.
- Vi vil fejre højtiden. Som altid. Vi vil smile og være glade. Som altid. Forskellen er denne: Vi vil ikke vente på et mirakel. Vi vil skabe det selv.
Den 24. december er det ti måneder siden, at Rusland invaderede Ukraine. Siden er titusindvis blevet dræbt og millioner sendt på flugt.
Fra oktober og frem har gentagne russiske missil- og droneangreb skabt store skader på Ukraines elsystem. Større byer har flere gange stået uden vand og varme.
- Selv i fuldstændigt mørke vil vi finde hinanden i en tæt omfavnelse, siger Zelenskyj ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Men Zelenskyj opfordrer også til at bevare kampgejsten.
- Vi har kæmpet mod dem i over 300 dage og otte år, siger han med henvisning til den russiske annektering af Krim-halvøen i 2014.
- Vil vi tillade dem at opnå det, de ønsker?
Tidligere juleaftensdag oplyste ukrainske myndigheder ifølge Reuters, at mindst ti var blevet dræbt og 58 såret under et russisk angreb på byen Kherson i det sydlige Ukraine.
De fleste ukrainere er ifølge BBC ortodokse kristne og fejrer derfor jul 6. januar. Men et stigende antal er begyndt at fejre juleaften 24. december ligesom størstedelen af kristne rundtomkring i verden.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.