Zelenskyj om forhandlinger: Svært - men vi bevæger os fremad
Ukraines præsident siger, at forhandlingerne med Rusland sommetider er konfrontatoriske.
Opdateret kl. 03:19
Forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland er konfrontatoriske, men bevæger sig fremad.
Sådan lyder meldingen fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Det er meget svært, sommetider konfrontatorisk, siger han om forhandlingerne i en videobesked onsdag.
- Men skridt for skridt bevæger vi os fremad.
Zelenskyj har tidligere sagt, at han vil mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
For at kunne afslutte krigen i Ukraine er det nødvendigt med et møde imellem de to præsidenter, har meldingen lydt.
Krigen har stået på i næsten fire uger. Rusland invaderede Ukraine 24. februar.
Mere end 3,5 millioner mennesker er flygtet, og mange tusinde er døde som følge af invasionen.
Fra FN lød det tirsdag, at organisationen har registreret 953 civile dødsfald og 1557 sårede, siden invasionen. Kreml afviser at stå bag angreb mod civile.
Imens er Mariupol blevet krigens fokus. Russiske luftangreb gør den belejrede havneby til "asken fra et dødt land" ifølge byrådet.
Hundredtusinder menes at være fanget i bygninger uden at have adgang til mad, vand, strøm eller varme.
Både civile samt ukrainske tropper var under russisk beskydning, sagde Pavlo Kyrylenko, guvernøren i Donetsk-regionen, hvor Mariupol ligger, tirsdag.
Russiske styrker og russisk-støttede separatistenheder har taget omkring halvdelen af havnebyen.
Det har det russiske nyhedsbureau RIA berettet med henvisning til en separatistleder.
Mariupol, der normalt er hjemsted for omkring 400.000 mennesker, er en strategisk vigtig by i kampen om Ukraine. Det skyldes, at den ligger ud til Det Azovske Hav mellem mere østlige dele af Ukraine og Krim-halvøen.
Kyiv har anklaget Moskva for at deportere beboere i Mariupol samt områder i Ukraine, der kontrolleres af separatister, til Rusland.
Deriblandt "tvangsflytning" af 2389 børn fra regionerne Luhansk og Donetsk til Rusland.
Sådan lyder det fra den ukrainske anklager Iryna Venediktova.
Moskva afviser at have tvunget folk til at tage afsted og siger, at det tager imod flygtninge.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.