Zelenskyj på årsdag: Ondskaben er vendt tilbage i Europa
I video på årsdag for Nazitysklands nederlag anklager Ukraines leder Rusland for genopførelse af nazismen.
Opdateret kl. 22:38
I en meget markant tale søndag, hvor Ukraine mindes årsdagen for Nazitysklands nederlag, siger præsident Volodymyr Zelenskyj, at "ondskaben er vendt tilbage" til Europa.
Han sammenligner den russiske invasion med det nazistiske Tysklands invasion i 1941.
- Årtier efter Anden Verdenskrig er mørket vendt tilbage til Ukraine. Det er blevet sort og hvidt igen, siger han i sin tale.
Den er optaget som en video i en af Ukraines sønderbombede byer. Han står mellem to smadrede højhuse og minder om, hvor meget de nazistiske forbrydelser ligner de russiske.
Den velproducerede video skifter mellem at vise autentiske film af krigen dengang og nu - i Europa og Ukraine.
- Ondskaben er vendt tilbage i en anderledes form, under et anderledes slogan, men med det samme formål, siger Zelenskyj.
Imens vises der billeder i sort-hvid af sønderskudt byer - Coventry, Rotterdam, London og andre efter at være angrebet af Adolf Hitlers Tyskland - og så nutidens ødelagte byer i Ukraine.
Zelenskyj anklager Rusland for at være i gang med en "blodig genopførelse af nazismen" ved at genbruge dets "idéer, handlinger, ord og symboler".
Ukraine var tidligere en del af Sovjetunionen, der blev invaderet af de tyske tropper i 1941.
24. februar invaderede de russiske styrker Ukraine. Ifølge præsident Vladimir Putin med det formål at "afnazificere" landet.
Putin har ofte gentaget, at nazister er på spil overalt i Ukraine. Det er den version, som de stærkt kontrollerede russiske medier gengiver.
Rusland vil mandag holde en stor militærparade i Moskva. Det er i anledningen af 9. maj, hvor Tyskland kapitulerede i 1945.
Det er uvist, om regimet vil vælge at gøre det til en sejrsparade. Vestlige militære eksperter siger, at Ukraines hær har været en uventet hård modstander for russerne. At krigen kan ende som en fiasko for Putin.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.