Zelenskyj: Putin vil drukne Ukraine i blod

Ukraines præsident tror ikke, at Putin vil anvende atomvåben: - Verden vil ikke lade ham bruge sådanne våben.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at Ruslands leder, Vladimir Putin, har til hensigt at drukne Ukraine i blod.

- Han vil drukne Ukraine i blod, men også i sine egne soldaters blod, siger Zelenskyj til det tyske dagblad Bild i en reaktion på Putins udmeldinger om mobilisering af op mod 300.000 soldater.

I interviewet siger Zelenskyj, at "igen ved, hvornår krigen vil slutte".

Putin har mobiliseret i en måned. Det ved vi fra vores efterretningskilder. De mobiliserede kadetter (officerselever, red.) - folk, som ikke kan slås. De har fejlet, siger Zelenskyj til Bild.

Putins trusler plager ham ikke, og Zelenskyj fastslår, at Ukraine ikke har i sinde at stoppe befrielsen af de områder, som russerne har besat. Han fnyser over Putins planer om at afholde folkeafstemninger om tilslutning til Rusland i de pågældende regioner.

Den russiske præsident nævnte flere gange i sin tale onsdag morgen, at Rusland har atomvåben, som landet kan bruge.

- Jeg tror ikke, at han kommer til at bruge sådanne våben. Jeg tror ikke, at verden vil lade ham bruge sådanne våben. Men vi kan ikke se ind i hans hoved. Der er en risiko, siger den ukrainske leder.

Zelenskyj advarer mod at give efter for Putins trusler.

- I morgen kan Putin så sige: Foruden Ukraine, vil vi også have en bid af Polen. Ellers anvender vi atomvåben. Vi kan ikke gå på kompromis, siger han.

USA og de store EU-land fordømmer Ruslands planlagte folkeafstemninger i Ukraine og fastslår, at de aldrig vil anerkende russiske annekteringer af ukrainsk territorium, hvis de bliver gennemført.

Russiskstøttede separatister i Luhansk og Donetsk siger, at der afholdes folkeafstemning mellem den 23. og 27. september om at blive annekteret af Rusland.

– Disse afstemninger er en fornærmelse mod principperne om suverænitet og territorial integritet, som underbygger det internationale system, siger præsident Joe Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, kalder Ruslands bebudede folkeafstemninger i det østlige Ukraine for "en parodi".

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, fordømmer Ruslands "falske skuefolkeafstemninger" i det østlige Ukraine.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.