Zelenskyj synger nationalsang mens Ukraines flag hejses over Kherson
Ukraine "er klar til fred" siger præsident Zelenskyj, da han besøger Kherson efter russernes exit sidste uge.
Opdateret kl. 12:42
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, er mandag på besøg i byen Kherson i det sydlige Ukraine.
Rusland rømmede før weekenden Kherson og trak sine styrker tilbage. Fredag trængte de ukrainske styrker ind i byen.
Under sit uventede besøg synger Zelenskyj landets nationalsang, mens det ukrainske flag hejses over byen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Han siger, at "vi bevæger os fremad".
- Vi er klar til fred, fred i vores land. Militæret løber en risiko hver dag, journalister løber en risiko.
- Jeg tror, det er nødvendigt at være her og tale om Khersons indbyggere. At støtte folk. De skal føle, at vi ikke kun taler om det, men at vi virkelig vender tilbage og virkelig hejser vores flag, siger han.
Ruslands krig i Ukraine blev indledt 24. februar. Kort efter lykkedes det de russiske styrker at erobre Kherson.
I sidste måned udråbte Ruslands præsident, Vladimir Putin, Kherson-regionen til en del af Rusland "for altid".
Men allerede da stod det klart, at de russiske styrker i og omkring byen Kherson var ved at blive trængt tilbage af Ukraines hær.
Søndag sagde Zelenskyj, at ukrainske efterforskere har afdækket over 400 krigsforbrydelser i de områder, som Rusland har holdt besat i Kherson-regionen.
- Efterforskere har allerede dokumenteret over 400 krigsforbrydelser. Ligene af døde civile og soldater er blevet fundet, sagde Zelenskyj.
Ifølge præsidenten er 226 beboelsesområder blevet stabiliseret, mens lov og orden er genoprettet. Det berører i alt 100.000 mennesker.
Han sagde også, at anholdelser af lejesoldater og russiske soldater skrider fremad.
Putins talsmand, Dmitrij Peskov, afviser mandag at kommentere Zelenskyjs besøg i Kherson. Han siger blot, at "dette område er en del af Rusland".
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.