Zelenskyj takker for dansk hjælp og kommer med opfordring

Ukraine er taknemmelig for Danmarks hjælp, men kan altid bruge endnu mere støtte, siger præsident Zelenskyj.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tirsdag holdt pressemøde for danske journalister. Her anerkendte han Danmarks hjælp til Ukraine, men han håber på opbakning til landets EU-ansøgning. (Arkivfoto). <i>Valentyn Ogirenko/Reuters</i>

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tirsdag holdt pressemøde for danske journalister. Her anerkendte han Danmarks hjælp til Ukraine, men han håber på opbakning til landets EU-ansøgning. (Arkivfoto). Valentyn Ogirenko/Reuters

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, er taknemmelig over Danmarks hjælp under den igangværende krig.

Det siger han ved et digitalt pressemøde hos Berlingske Media i København.

Men præsidenten siger også, at Ukraine altid kan bruge mere støtte i kampene mod de russiske styrker.

- Jeg kan ikke sige, at vi har alt, vi har brug for. Vi har selvfølgelig brug for mere. Men jeg vil også sige, at Danmark hjælper os. Den danske statsminister kom til Ukraine som en af de første europæiske ledere, siger Zelenskyj på pressemødet.

Ifølge præsidenten mangler Ukraine "essentielle ting", som landet har "ventet på i lang tid".

Det kunne for eksempel være fly eller vidtrækkende våben, uddyber Zelenskyj på videolinket foran den fremmødte presse.

- Hvis I ikke kan lukke luftrummet, kan I så give os fly? Hvis I ikke kan give os fly, kan I så give os luftforsvarssystemer? Det her behøver ikke kun at komme fra USA, men også fra Europa, siger Zelenskyj.

Han siger også, at hvis Ukraine ikke får våben hurtigt nok, vil situationen stagnere. Hvis Ukraine derimod får de våben, der er behov for, kan Ukraine rykke frem.

Zelenskyj anerkender samtidig den militære støtte, som Ukraine har fået fra Danmark.

- Vi vil selvfølgelig gerne have endnu mere, men jeg kan ikke sige noget negativt om Danmark, siger Zelenskyj.

Præsidenten kommer med en klar opfordring til de danske politikere. Han ønsker nemlig opbakning i Ukraines jagt på et EU-medlemskab.

- Jeg vil gerne have, at Danmark står stærkt sammen med andre europæiske lande i forhold til Ukraines EU-ansøgning, siger Zelenskyj.

Ifølge Zelenskyj ønsker 96 procent af ukrainerne EU-medlemskab.

Præsidenten understreger tirsdag også, at det under de nuværende betingelser er umuligt for Ukraine at forhandle med Rusland.

- For at kunne forhandle kræver det, at Rusland er klar til at forhandle. Russerne bliver ved med at sige, at de er klar til at forhandle, men samtidig bliver de ved med at bombe os, siger Zelenskyj.

- Man kan ikke forhandle under de forhold. Det er ikke normalt, at man opfører sig sådan, hvis man gerne vil forhandle, lyder det.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.