Verden

Zelenskyj: Ukraine og USA taler fortsat om langtrækkende våben

Uden at gå i detaljer siger Zelenskyj, at USA og Ukraine fortsat diskuterer langtrækkende våben mod Rusland.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, havde håbet at få adgang til USA's langtrækkende Tomahawk-missiler, da han i sidste uge besøgte Trump i Det Hvide Hus.

Det skete ikke. Men samtaler om at give Ukraine langtrækkende våben er ikke slut.

Det fastslår Zelenskyj på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles torsdag.

- Der er ting, vi åbent kan tale om, og der er andre ting, som vi fortsat arbejder på. Det handler om langtrækkende våben.

- Jeg kan ikke dele mange detaljer, men jeg håber, at der bliver truffet en beslutning, siger Zelenskyj.

USA's Tomahawk-missiler kan angribe over distancer på op til 2500 kilometer.

Det vil gøre Ukraine i stand til at angribe Ruslands militære infrastruktur langt inde i landet.

Det kunne være våbenfabrikker, flypladser og oliedepoter.

Trump var tvetydig i sine udtalelser om de langtrækkende missiler forud for sidste uges møde med Zelenskyj, men har indtil videre holdt dem tilbage.

- I har sikkert hørt, at præsident Trump siger, at beslutningen om Tomahawk-missiler er meget følsom. Men det er ligesom med sanktionerne tidligere. De var umulige at levere, men nu ser vi beslutninger om sanktioner på energi. Det er meget vigtigt.

- Derfor tror jeg, at vi vil se samme beslutning om de langtrækkende våben. Men det afhænger af amerikanerne, siger Zelenskyj.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden