Verden

Zelenskyjs stabschef trækker sig midt i korruptionssag

Andrij Jermaks lejlighed er fredag blevet ransaget. Zelenskyj vil have drøftelser med mulig afløser lørdag.

Andrij Jermak har rådgivet og haft indflydelse på både indenrigs- og udenrigspolitik, herunder fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland. Nu har han opsigt sin stilling som stabschef. (Arkivfoto).
Andrij Jermak har rådgivet og haft indflydelse på både indenrigs- og udenrigspolitik, herunder fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland. Nu har han opsigt sin stilling som stabschef. (Arkivfoto). Violeta Santos Moura/Reuters

Opdateret kl. 17:13

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs stabschef Andrij Jermak trækker sig fra posten.

Fredag siger Zelenskyj, at Jermak har opsagt sin stilling. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Meldingen kommer på et tidspunkt, hvor en stor korruptionssag i Ukraine i forvejen har kostet to ministre deres job.

- Ukraines præsidentkontor vil blive reorganiseret. Kontorets leder, Andrij Jermak, har indgivet sin afskedsbegæring, siger Zelenskyj i en videotale.

Han tilføjer, at han lørdag vil have drøftelser med en mulig afløser, skriver AFP.

Tidligere på måneden udtalte Ukraines regering, at man ville gennemføre en revision af regnskaberne i landets statsejede selskaber, efter en sag om formodet korruption ramte den ukrainske energisektor.

Korruptionssagen førte til, at Ukraines justitsminister og energiminister måtte forlade deres poster.

Systemet skulle angiveligt have ført til, at 100 millioner dollar - svarende til 645 millioner kroner - ulovligt er blevet trukket ud af sektoren.

Den hovedmistænkte i korruptionsskandalen, der kom frem tidligere på måneden, er en gammel forretningsforbindelse til Zelenskyj.

Jermak har ikke været mistænkt i denne sag, selv om oppositionspolitikere og nogle medlemmer fra Zelenskyjs eget parti har ønsket Jermaks afgang

Tidligere fredag bekræftede Andrij Jermak, at hans lejlighed blev ransaget. Han samarbejder fuldt ud med myndighederne, lød det.

Det er de ukrainske antikorruptionsmyndigheder Nabu og Sapo, der har gennemsøgt stabschefens lejlighed i regeringskvarteret i Kyiv.

Det er ikke umiddelbart oplyst, hvad de ledte efter.

Jermak har rådgivet og haft indflydelse på både indenrigs- og udenrigspolitik, herunder forhandlingerne om at afslutte krigen mellem Ukraine og Rusland.

Korruptionssagen kommer på et tidspunkt, hvor Ukraine er under pres fra USA for at indgå en fredsaftale med Rusland.

Rusland kræver blandt andet, at Ukraine skal afgive territorium og begrænse størrelsen på landets hær.

USA's særlige udsending Steve Witkoff rejser i næste uge til Ruslands hovedstad, Moskva, for at drøfte planerne om en afslutning af krigen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden