Verdens bedste job er ledigt
Vild luksus, stort set ingen forpligtigelser og 600.000 kroner for et halvt års arbejde

Udsigten fra "kontoret" bør ikke skræmme interesserede ansøgere. Fofo: colourbox.dk
QUEENSLAND:Forestil dig et vellønnet job, hvor du ikke skal lave andet end at dase og nyde livet.
Lyder det tillokkende?
Ja! vil de fleste nok svare, men desværre hænger den slags jobs ikke på træerne. I hvert fald ikke i vores del af verden.
Verdens bedste job
Men hvis man rejser om på den anden side af jorden, kan den drøm måske blive til virkelighed. Det skriver bestjobs.australia.com.
Turistministeriet i den australske delstat Queensland har netop slået et job op, som de ikke tøver med at kalde verdens bedste.
Hvis man vil komme i betragtning til jobbet, er der dog nogle grundlæggende krav, man som minimum skal opfylde.
600.000 kroner og fri bolig
Blandt andet skal man være eventyrlysten og ikke være bange for sol, strand og vand. Og vigtigst af alt skal man være god til at dase og nyde livet
Med jobbet følger blandt andet en stor lejlighed ved vandet og en løn på små 600.000 kroner for seks måneders ”arbejde”.
Og det er ikke fordi, arbejdsgiveren stiller urimelige krav.
Kridhvide sandstrande
Hvis man bliver ansat skal man blandt andet patruljere de kridhvide sandstrande på Whitesunday Islands, måle vantemperaturen i det azurblå vand omkring Great Barrier Reef, og tage billeder og skrive om sine oplevelser på de sociale medier.
Jobbet er mest af alt et reklame-stunt som i al sin enkelthed går ud på at promovere Whitsunday Islands og resten af Queensland.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.