Verdens bedste til at fyre med flis
Hjørring Varmeforsyning bygger verdens mest effektive biomasseanlæg

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HJØRRING:Når beboerne i de knap 10.000 husstande, der får deres varme fra Hjørring Varmeforsyning, næste år skruer op for radiatoren, kan de gøre med god samvittighed. Til den tid vil de nemlig få varmen fra verdens hidtil mest effektive biomasseanlæg, der netop nu er ved at blive bygget på varmeforsyningen, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Det flis-fyrede anlæg koster 115 millioner kroner og skal erstatte to træpillefyr, der er knap 30 år gamle. Prisen på træpiller er steget voldsomt de seneste år, og det er en af grundene til, at værket nu satser på flis.
- Vi kan se, at Danmark for længst er støvsuget for træpiller, som derfor i dag importeres fra Estland, Rusland og sågar Canada, siger direktør Per Sørensen, Hjørring Varmeforsyning.
En anden og nok så vigtig grund er miljøet. Det nye anlæg bliver enestående af sin art i Danmark med en virkningsgrad på 125 procent.
- Det kan vi opnå, fordi vi køler røgen, der er fyldt med vanddamp, ned fra omkring 1000 grader til kun 15 grader. Derved kondenserer dampen, og det frigør en masse varme, som vi udnytter. Det samlede output bliver dermed større end den brændværdi, som flisen i sig selv indeholder, forklarer Per Sørensen.
Anlægget drives af en varmepumpe, som selv drives af varmt vand - hvilket er langt billigere, end hvis den skulle have været drevet af el. Anlægget består af kun én produktionslinje, hvilket gør det billigt i drift og vedligehold.
I modsætning til træpillerne skal flisen leveres af lokale skovejere. Det sparer transport og dermed yderligere CO2. Forbruget bliver 50.000 ton flis om året. Det svarer til 1,3 millioner træer af gennemsnitlig størrelse.
De to træpillefyr, som anlægget erstatter, leverer i dag cirka 40 procent af varmen til Hjørring Varmeforsynings kunder. Det øvrige varmeforbrug dækkes af affaldsforbrænding, biogas og naturgas.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.