Verdens navle ligger i Østervrå
I Østervrå har der altid været højt til loftet - og nu vil byen samle borgerne i et gigantisk kraftcenter
Opdateret kl. 07:22
ØSTERVRÅ: Centerleder Søren Kiil viser vej gennem det 5000 kvadratmeter store Idræts- og Kulturcenter i Bredgade i Østervrå.
Her er svømmehal, idrætshal, kulturhus, og i motionsrummet gør vi lige et lille ophold.
Motionsrummet er netop blevet udvidet til 400 kvadratmeter, og dermed er Idræts- og Kulturcentret i stand til at tage konkurrencen op med de store fitnesskæder i de omkringliggende byer.
Jo, der har altid været højt til loftet i Østervrå, der jo gerne praler med, at byen kun er 20 kilometer væk fra alle de større byer i området.
Men nu er Østervrå klar til at tage et stort skridt mod ligefrem at blive verdens navle.
For man skal ikke underkende, at Østervrå har store ambitioner om at trække nye borgere til byen, ligesom det samtidig er vigtigt at fortsætte med at udvikle byen til glæde for de fastboende.
Derfor er der planer om at omdanne Idræts- og Kulturcentret til et stort kraftcenter, hvor byens borgere mødes på tværs af idræt, kultur, klub- og foreningsliv.
En udvidelse af hallen skal sikre, at der bliver plads til Østervrå Bibliotek og til byens ungdomsklub.
Det er de planer, der i øjeblikket er længst fremme, og som først vil blive realiseret.
Men på sigt skal der - ifølge planerne - etableres et sognehus i forbindelse med centret, ligesom der også skal være plads til byens rige spejderliv.
- Det her bliver byens samlingssted. Og politikerne vil jo netop gerne have, at byerne får de her store kraftcentre, hvor der er mulighed for at blive en del af et stort fællesskab med stor synlighed. Og hvor man kan inspirere og påvirke hinanden, siger Søren Kiil, der nævner biblioteket som eksempel.
- Østervrå Bibliotek er i øjeblikket placeret i en kælder. Men prøv at tænke på, hvor meget det vil betyde, at biblioteket fremover kommer til at ligge her, siger Søren Kiil, der også sagtens kan se det fantastiske i, at sognehuset - og dermed det kirkelige liv - flytter meget tættere på borgerne.
Udover at biblioteket i øjeblikket bor i en kælder, er for eksempel ungdomsklubben placeret i utidssvarende lokaler på byens skole, mens menighedsrådet i længere tid har haft planer om en sognegård.
Alt i alt giver sammenflytningen altså god mening, og så kommer vi endelig til det med økonomien.
Idræts- og Kulturcentret er en selvejende institution, og Frederikshavn Kommune har foreløbig sagt nej til at ville give penge til projektet, der samlet set vil løbe op i 9,4 millioner kroner. Dog vil kommunen fortsætte med at betale driftsudgifter til bibliotek og ungdomsklub, selv om der flyttes i nye rammer.
Hele herligheden skal derfor opføres i etaper, og hvad angår bibliotek og ungdomsklub er man godt på vej.
Anlægssummen for dén etape løber op i 5,4 millioner kroner, og da ENV-fonden har givet tilsagn om én million kroner samtidig med, at centret har sparet en del penge op, ser det lyst ud.
De resterende penge til alle etaper skal skaffes via fonde, ligesom bestyrelsen i centret formentlig ikke slipper udenom at optage et lån.
- Vi er meget optimistiske med hensyn til det her projekt, og jeg fornemmer en stor interesse fra hele byen, siger Søren Kiil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.