Verdensmestre i Gigantium
Danmark møder Rusland i VM-test 12. april
AALBORG: Nordjyske ishockeyentusiaster kan glæde sig til en unik oplevelse.
Fredag 12. april ruller Aalborg Pirates, Danmarks Ishockey Union og Aalborg Kommune den røde løber ud for Ruslands verdensmestre, der møder Danmark i en testkamp i Gigantium.
- Vi er utroligt stolte over, at DIU har valgt at lægge kampen i Aalborg. Rusland har altid været synonym med teknisk flot og
lynhurtig ishockey, og vi glæder os til at præsentere denne lækkerbisken for et aalborgensisk publikum, siger direktør Frederik Åkesson fra Aalborg Pirates.
- Med besøg fra Rusland giver vi både spillere og publikum en særoplevelse i verdensklasse. Det er vigtigt for mig, at vi har en bred vifte af tilbud til borgerne indenfor idrættens verden – både til de aktive og tilskuerne, siger Aalborgs borgmester Henning G. Jensen.
Testkamp før VM
Russerne blev verdensmestre for et lille år siden efter en 6-2 sejr over Slovakiet i finalen, og kampen i Gigantium er et led i forberedelserne til dette års VM, som afvikles i Stockholm fra 3. maj. For begge
holds vedkommende vil truppen være grundstammen til VM.
- Begge hold bliver sandsynligvis forstærket med spillere fra NHL inden VM, men jeg kan godt love, at det er spillere af højeste karat, der kommer på is i Aalborg, siger Frederik Åkesson.
Billetsalget åbner omkring 1. marts.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.