Verdensmestre i rå mængder
Eliten samles på Holtegaard til Nordisk Mesterskab i kørsel med hest og vogn

Galleri - Tryk og se alle billederne.
TRY:Tre danske verdensmestrer kører om Nordisk Mesterskab i kørsel med hest og vogn, når Vendsyssel Køreforening er arrangør af nordjyske mesterskaber på Holtegaard. Mesterskaberne løber af stabelen fra onsdag 10. juli til søndag 14. juli.
Hver disciplin, dressur, maraton og forhindringskørsel præmieres for sig samt tæller med i den kombinerede konkurrence.
Der er lagt op til en kamp mellem Finland, Sverige, Norge og Danmark på et meget højt sportsligt niveau.
For en del år var både Sverige og Finland foran Danmark i de fleste discipliner inden for køresporten, men inden for de sidst år er Danmark kommet i spidsen.
Det giver spænding og stor mulighed for at høste flere danske medaljer ved de forestående mesterskaber.
For Danmark stiller Kristina Klindt, der er regerende kombineret verdensmester fra Lippizaner stutteriet i Slovenien i 2011. Kristina kører med sin skimlede 16 årige Lippizzaner Pluto Callisto. For Danmark deltager også verdensmesteren i dressurdisciplinen, Peter Koux, der kører med sin 16 årige Welsh Cob pony Taffy.
Kristina Klint er regerende Dansk mester og Peter Koux er tidligere flere gange Dansk Mester.
De får konkurrence fra VM deltagere fra hvert af de andre Nordiske lande.
I klassen ét-spand hest har Danmark et virkeligt stærkt felt. Deltagerlisten tæller bl.a. disciplin verdensmesteren i forhindringskørsel fra sidste år, Ane Wieder, Dansk mester fra sidste år i Horsens, Udo Buchwald, samt Henrik Høper, der er det nærmeste vi i Danmark kommer til en professionel kusk.
Henrik underviser i både Danmark, Finland og Sverige.
Netop Sverige er også godt kørende i denne klasse og besatte både 2,3, 4, 6 og 7 pladsen ved det internationale stævne på Dorthealyst i foråret. Der er i denne klasse virkelig lagt op til kørsel i verdensklasse.
I to-spand klassen er der foruden NM også VM i år. Det er ikke nemt at få kuskene til at sige at de går efter de pladser, der er til et VM. Men fornemmelsen er, at Henrik Hansen fra Slagerup på Sjælland går målrettet efter en plads, han har haft et rigtig godt år i år. Men også den tidligere Danmarksmester i over 20 år med 4-spand, Ole Buch Jensen, er et godt bud på en vinder i klassen.
Han skiftede sidste år til to spand med stor succes. Flere kuske, der tidligere har vundet både DM og NM, stiller til start med nye heste, heriblandt regerende Dansk mester Kurt Klindt samt Hans-Henrik Mosegaard Nielsen og Finn Qvist.
En stor gruppe danske juniorer er til start ved NM. Mange af dem er i familie med erfarne kuske og har kørt siden de kunne holde en line i hånden. Mikkel Kruse Johansen startede med shetlandsponyer, hvor han er regerende Dansk mester i 2-spand pony II og III, men kører nu med sin store tyske sportspony Leo. Han får kamp til stregen af Mads Kristiansen, Jannich Sloth og ikke mindst af Danmarksmesteren Udo Buchwalds datter Maria Buchwald. Fra Sverige kommer dygtige fem juniorkuske.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.