20-årig banket med kølle på åben gade: politiet leder efter tre-fire gerningsmænd
Opgør i småkriminelle kredse i Ranum førte til at lægehelikopter blev rekvireret til voldsoffer
Opdateret kl. 20:53
RANUM: En 20-årig mand fik bank med kølle, da et opgør, i det vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi kalder "småkriminelle miljø", fandt sted på åben gade i Ranum.
- Vi blev klokken 16.10 søndag eftermiddag alarmeret om, at en mand fik bank med en kølle på Seminarievej i Ranum, så vi sendte en patrulje til stedet for at få opklaret sagens sammenhæng. Da patruljen nåede frem var gerningsmændene forsvundet, og offeret havde fået så mange tæv, at lægehelikopteren blev tilkaldt. Om den kom i aktion ved jeg faktisk ikke, siger Poul Fastergaard.
Seminarievej var kortvarigt spærret, mens lægehelikopteren var på stedet.
Ifølge vagtchefen har vidner fortalt, at der var tre-fire mænd om overfaldet på den 20-årige, men at det kun skulle være den ene af overfaldsmændene, der havde brugt kølle.
- Vi ved godt hvem gerningsmændene er, så de kan sådan set lige så godt melde sig selv. Men lige hvorfor den 20-årige skulle overfaldes, det ved jeg ikke helt endnu. Offeret er i hvert fald kommet på Aalborg Universitetshospital til behandling for sine skader, men vi har ikke kunnet afhøre ham endnu. I første omgang troede vi, skaderne kunne være livstruende, men den 20-årige er nu meldt udenfor livsfare, oplyser vagtchefen.
Den 20-årige har efter vagtchefens oplysninger pådraget sig skader i hovedet og desuden brækket et ben som følge af det voldsomme overfald med køllen.
- Vi leder intensivt efter gerningsmændene, og kan nogen give oplysninger om sagen, er de meget velkomne til at ringe til os, siger vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.