45-årig voldtog sin 16-årige steddatter gentagne gange
En 45-årig mand skal i fængsel efter tre fuldbyrdede voldtægter og et voldtægtsforsøg på sin steddatter
VESTHIMMERLAND/AALBORG: Gennem en periode på næsten halvandet år har en 45-årig mand voldtaget og forsøgt at voldtage sin nu 16-årige steddatter flere gange på adresser i Vesthimmerland og Aalborg-området. Det oplyser senioranklager Peter Rask, Nordjyllands Politi.
Den første fuldbyrdede voldtægt skete en søndag morgen i november 2017, da steddatteren kun var 14 år gammel. Den seneste voldtægt skete 5. januar 2019. I alt er stedfaren dømt for at have voldtaget steddatteren tre gange og forsøgt at voldtage hende en enkelt gang.
Stedfaren erkendte at have haft samleje med steddatteren, men han forklarede, at der ikke var tale om voldtægt. Han forklarede, at han havde et kæresteforhold med steddatteren.
Desuden forklarede stedfaren, at han havde haft samleje med steddatteren langt flere gange, end han var tiltalt for - omkring 21 gange i alt.
Ankede til frifindelse
Den 45-årige blev idømt fire år og seks måneders fængsel torsdag i Retten i Aalborg.
- Jeg gik efter en straf for op imod fem års fængsel, så jeg er glad for, at retten har fulgt min påstand, siger senioranklager Peter Rask.
Retten lagde vægt på steddatterens forklaring, der blev afgivet for lukkede døre. Desuden blev der lagt vægt på den 45-åriges forklaring om de mange samlejer.
Den 45-årige ankede dommen til frifindelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.