60-årig kvæstet af flyvende krog - ulykken blev fanget på video
Arbejdstilsynet har givet arbejdspladsen kontant besked
Opdateret kl. 15:33
HVALPSUND: Det blev fanget på video, da en 60-årig ansat i virksomheden Muslingeriet på havnen i Hvalpsund fredag 16. juni om morgenen blev alvorligt kvæstet ved en arbejdsulykke.
Det fortalte virksomhedens ejer selv til Arbejdstilsynet, da medarbejdere fra tilsynet kort efter ulykken dukkede op for at klarlægge omstændighederne ved ulykken. Her kunne ejeren af Muslingeriet fremvise optagelser af ulykken fra virksomhedens overvågningskamera, og det gjorde konsekvensen af Arbejdstilsynets arbejde let at drage:
Arbejdstilsynet har udstedt strakspåbud til Muslingeriet med krav om at sikre, at en tilsvarende ulykke ikke sker igen.
Det viser en aktindsigt, Nordjyske har fået i Arbejdstilsynets besøgsrapport.
Den 60-årige mand blev efter ulykken kørt til Aalborg Universitetshospital og lagt i kunstig koma, ligesom mandens pårørende blev orienteret om den alvorlige ulykke.
Den skete kort efter kl. 9 fredag morgen. Her var ejeren og den 60-årige medarbejder ved at losse paller fra et skib til kajkanten. Ejeren stod på skibet og styrede en kran med en fjernbetjening, og 15 paller var netop blevet placeret på kajen, da den 60-årige løsnede de fire såkaldte anhugningskroge, der var sat fast på den nederste palles fire hjørner.
Da ejeren derpå begyndte at styre kranen på plads, satte en af anhugningskrogene sig fast under kajkanten. Tovet strammede derfor op, og da anhugningskrogen efter få sekunder kom fri af kajkanten, fløj tovet med krogen igennem luften og ramte den ansatte i ansigtet.
Videoen og ejerens forklaringer viser, at den 60-årige mand ikke bar sikkerhedshjelm, da ulykken skete.
"I har fået strakspåbud om at sørge for, at der anvendes personligt værnemiddel i form af sikkerhedshjelm straks, når arbejdet med anhugning af paller begynder og under hele dets udstrækning, således at arbejdet kan udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt", skriver Arbejdstilsynet i sin besøgsrapport til Muslingeriet.
Muslingeriet arbejder med at høste økologiske linemuslinger af egen avl fra fjorden omkring den lille havneby. Virksomheden beskæftigede i marts i år 11 ansatte.
Politikommissær ved Nordjyllands Politis Sagscenter Himmerland Lars Rosenvinge oplyser, at den 60-årige fortsat er indlagt, men at hans tilstand er stabil, og at han er uden for livsfare.
- Han er ude af koma, og han er stabil, siger han.
I 2023 er der indtil 20. juni anmeldt 23.160 arbejdsulykker. I den statistik tæller alene arbejdsulykker med mere end én dags forventet fravær.
I 2023 har Arbejdstilsynet indtil nu registreret 10 arbejdsulykker med dødelig udgang. I hele 2022 var det tal 43, mens der i fjor blev anmeldt 90.365 arbejdsulykker i alt i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.