Båd sank: To sejlere reddet - hund druknet

Lille motorbåd sank meget hurtigt i Limfjorden

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

NORDJYLLAND:Et mand og en kvinde blev onsdag eftermiddag reddet op fra Limfjorden vest for Løgstør, efter deres lille motorbåd var sunket meget hurtigt.

Deres hund, som var med om bord, forsvandt sammen med båden og formodes druknet.

Kort før kl. 15.30 begyndte motorbåden at tage vand ind, da den befandt sig et godt stykke ude i Limfjorden.

Et par i båden nåede lige at ringe 112, men kort efter mistede alarmcentralen kontakten til dem, fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

Da en redningshelikopter fra flyvestationen i Aalborg nåede frem til området efter et kvarters tid, var der ingen båd i sigte. Den var sunket meget hurtigt.

Det lykkedes dog at finde parret i vandet, de havde redningsveste på. Begge blev reddet op i helikopteren, fløjet til Aalborg og bragt til tjek på sygehus. De skulle ikke være kommet noget alvorligt til, ifølge politiet.

Også en redningsbåd og en lægehelikopter deltog i aktionen.

Politiet ved endnu ikke, hvorfor motorbåden pludselig tog vand ind og sank så hurtigt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.