Færdselsuheld

Bil blev fanget mellem to træer

Beredskabet måtte trække bilen fri

Arkivfoto.

Arkivfoto.

Nordjyllands Beredskab blev lørdag klokken 11.28 kaldt ud til et færdselsuheld på Alstrupvej i Alstrup, Vesthimmerland.

En bil blev påkørt af en traktor med en frontlæsser, der ikke overholdt sin vigepligt og endte med at køre bilen af vejen. Bilen endte efter sammenstødet mellem to træer, og føreren af bilen kunne ikke selv åbne dørene, så beredskabet måtte trække bilen fri af træerne.

- Bilen ender stille lige nøjagtig mellem to træer. Da føreren forsøger at åbne døren, har hun ikke andet end 15-20 centimeter at gøre godt med, så hun kan ikke åbne døren og komme ud, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab René Nikolajsen.

Føreren af bilen, en 81-årig kvinde, er sendt afsted med en ambulance til tjek på skadestuen, da hun klagede over nogle smerter, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.