Bolig

Boligforening forsømte Helles bolig i flere år - nu bliver loftet lappet

Der er både gipsplader og på sigt også nye vinduer på vej til utilfredse lejere i Aalestrup efter svidende kritik

Helle Baandrup Sørensen og Heidi Jensen fra Aalestrup kritiserede Aars Boligforening for at misligholde deres boliger - nu har boligforeningen gennemgået begge boliger.
Helle Baandrup Sørensen og Heidi Jensen fra Aalestrup kritiserede Aars Boligforening for at misligholde deres boliger - nu har boligforeningen gennemgået begge boliger. Foto: Torben Hansen

AALESTRUP: En god håndfuld år, lige så mange frugtesløse klager og en artikel i Nordjyske senere ser der nu endelig ud til at ske noget for Helle Baandrup Sørensen.

Hun er lejer i et af Aars Boligforenings huse afdeling 201 i Aalestrup, og forleden fortalte hun og Heidi Jensen, som også bor i området, om deres mangeårige problemer med at få Aars Boligforening til at reagere på deres henvendelser.

Og det gjaldt både klager over rådne, misligholdte vinduer, mistanke om skimmelsvamp og et hul i en gipsplade i loftet på grund af en utæthed i taget.

Men siden de fortalte deres historie i Nordjyske, har Aars Boligforening taget sagen op og været på besigtigelse i begge kvinders huse for at kortlægge, hvad der skal gøres.

Her bor Helle og Heidi
  • Afdeling 201, Gl. Aalestrup, er en af mange lokalafdelinger under Aars Boligforening og består af vejene Birkevej, Egevej, Elmevej og Pilevej.
  • I alt indeholder afdelingen 82 boliger, hvoraf de ældste er fra 1945, og de nyeste er fra 1970'erne.
  • Afdelingen har en opsparing til vedligeholdelse på cirka tre millioner kroner - penge, der bliver brugt på alt fra at udskifte hårde hvidevarer og vinduer til større renoveringer.
  • I 2021 brugte afdelingen 800.000 kroner på vedligehold - 600.000 af de kroner blev brugt på kloakseparering.
Aars Boligforening

Det fortæller direktør i Aars Boligforening, Brian Larsen.

- Vi har haft nogle rigtig gode tilbagemeldinger fra vores lejere efter en besigtigelse. Så nu skal der bestilles materialer og håndværkere, og så bliver det bragt i orden hurtigst muligt, siger Brian Larsen til Nordjyske.

Hos Helle Baandrup Sørensen betyder det, at hullet i loftet på hendes datters værelse, som har været der i flere år, nu bliver udbedret.

Derudover udskifter Aars Boligforening også hendes komfur og hendes emhætte - sidstnævnte har ikke virket i al den tid, Helle Baandrup Sørensen har boet der.

Flere af Helle Baandrup Sørensens vinduer er så misligholdte, at der er gået råd i det gamle træværk. Også hos adskillige af hendes naboer på Egevej skaller malingen af. Først i 2024 er der udsigt til nye vinduer, meddeler boligforeningen. Foto: Torben Hansen

Nye vinduer bliver det dog ikke til for Helle Baandrup Sørensen i denne omgang. Men ifølge boligforeningens direktør skal hun ikke vente længe.

Der er nemlig nye vinduer på vej i afdelingen 201 i 2024. Til den tid vil der blive skiftet vinduer i 12 boliger på Elmevej, seks boliger på Egevej og 12 boliger på Birkevej. De sidste seks boliger på Elmevej får efter planen skiftet vinduer i 2035, oplyser direktør Brian Larsen i en mail til Nordjyske.

- Set i forhold til at vinduerne skiftes i 2024 har vi prioriteret udskiftning fremfor at male vinduerne, da henlæggelserne som bekendt er små i afdelingen, skriver Brian Larsen.

- Ændrer ikke noget

For Heidi Jensens vedkommende var det største punkt at finde ud af, om familiens frygt for skimmelsvamp i og omkring vinduerne var begrundet. 

- Vi havde et eksternt firma med, som er specialiserede i at håndtere skimmelsvamp, og der var heldigvis ikke skyggen af skimmelsvamp at finde i huset. Det er jo betryggende. For det skal være i orden for vores lejere at bo i vores boliger, siger Brian Larsen fra Aars Boligforening.

Han håber, at lejerne fremover ikke vil tøve med at henvende sig, hvis de opdager fejl og mangler i deres boliger.

- Er der ting, vi kan gøre bedre, vil vi meget gerne vide det. Vi er også bare mennesker, der kan begå fejl, og har vi gjort dét, skal vi have rettet op på det. Men jeg fornemmer nu også en stor tilfredshed blandt vores lejere, så jeg har helt ro i maven, siger Brian Larsen.

Dén ro deler Helle Baandrup Sørensen imidlertid ikke. Heller ikke selv om hun nu langt om længe har fået Aars Boligforening til at udbedre nogle tiltrængte ting i huset.

- Det er da dejligt, hvis der endelig kommer styr på det nu. Men det ændrer ikke på min opfattelse af Aars Boligforening. Det er simpelthen for træls at få at vide hele tiden, at vi aldrig har henvendt os, når vi ved, at vi har ringet til viceværten igen og igen. Men det kan da være, jeg skal til at ringe til ledelsen i stedet for, siger Helle Baandrup Sørensen.

Lokalformand kendte ikke kritik

Den seneste tid er flere lejere i både Aalestrup og Aars stået frem med kritik af Aars Boligforening og måden, den behandler sine lejere på.

Det er en kritik, der er kommet bag på ledelsen i boligforeningen, og den er også kommet bag på formanden for bestyrelsen i afdeling 201 i Aalestrup, Hans Werner Dalbram.

- Jeg har ikke kendt noget til det her. Jeg kan heller ikke genkende det, de (Helle Baandrup Sørensen og Heidi Jensen, red.) siger. Jeg har hørt lidt kritik engang imellem på vores afdelingsmøder, men aldrig noget i den her stil, siger Hans Werner Dalbram, der selv har boet i afdelingen siden 1975 og nu har været bestyrelsesformand i fire år.

- Jeg synes, der er mange ting, der er blevet bedre de seneste år. Der er blevet bedre kommunikation med ledelsen i Aars Boligforening, og det er blevet nemmere at følge med i, hvad der er planlagt af større ting for vores afdeling. Så jeg synes, der er styr på det, siger Hans Werner Dalbram.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden