Sundhed

Borgmester om lukning: Tror løbet er kørt

For at lappe på millionstore budgetoverskridelser, foreslår Region Nordjylland at lukke skadeklinikken i Farsø

Region Nordjylland vil lukke skadeklinikken i Farsø
Region Nordjylland vil lukke skadeklinikken i Farsø Fotograf Line Bloch Klostergaard

Opdateret 14. februar 2024 kl. 07:11

Region Nordjylland har tirsdag sendt et forslag til budgetbesparelser i høring. Et af forslagene går ud på at lukke skadeklinikken i Farsø.

Ifølge Region Nordjylland handler langt de fleste besøg på skadeklinikken i Farsø om småskader som forstuvninger og smårifter, og i gennemsnit er der ni besøg om dagen på klinikken.

Asger Andersen (S), formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, er ked af, at skadeklinikken i Farsø muligvis må lukke. Men han påpeger også, at der har været problemer med, at patienter ikke bliver henvist til skadeklinikken i Farsø, når de ringer til lægevagten.

"Ikke-eksisterende"

Lukningsplanen er han ikke begejstret for:

- Det er vi i Vesthimmerland selvfølgelig kede af, men vi må jo nok også erkende, at skadeklinikkens indsatsområde er så snævert, at det har været vanskeligt at dække alle borgere. Men det, der i særdeleshed har været et problem, det er, at når borgerne ringer til lægevagten, så bliver de ikke henvist til Farsø - for dem var klinikken ikke-eksisterende, ifølge Asger Andersen. 

- Jeg er også ked af det på hele sundhedsvæsnet i Nordjyllands vegne, for når man så tager på skadestuen i Aalborg, så er der jo en kø på mange timer. Det er jo ofte halve nætter, hvor borgerne må vente. Det kunne jo være afhjulpet, hvis man opretholdte klinikken i Farsø, siger Asger Andersen.

Lang ventetid i Aalborg

Også formanden for støtteforeningen for sygehuset i Farsø, Lars Andresen, er trist over den planlagte lukning af skadeklinikken i Farsø.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over det på klinikken og personalets vegne, men også for borgerne, der nu mister den mulighed.

Lars Andresen er klar over, at skadeklinikken i Farsø ikke bruges af så mange, og at det er begrænset, hvilke typer skader klinikken kan behandle.

- Så håber vi bare, at det provenu, regionen får ved lukningen, bliver brugt på at reducere ventetiden på skadestuen i Aalborg, siger han.

- Vi får rigtig mange henvendelser fra lokale borgere, der er utilfredse med ventetiden på skadestuen i Aalborg, siger Lars Andresen.

Han kender eksempler, hvor borgere måtte vente langt over seks timer på skadestuen i Aalborg.

- Det synes jeg ikke er rimeligt, siger han.

- Noget var på vej

På borgmesterkontoret i Vesthimmerlands Kommune er det en ærgerlig Per Bach Laursen (V), der har læst regionens spareplan. Men helt overrasket er han alligevel ikke.

- Jeg er selvfølgelig meget ærgerlig over, at det kommer til at ske. Vi fik en indikation før jul om, at der var noget på vej, men det var ikke skadeklinikken, vi forberedte os på skulle lukke, fortæller Per Bach Laursen.

- Et stort tab

Han har fornemmelsen af, at løbet er kørt for skadeklinikken i Farsø. På trods af høringsperioden, der løber til 5. marts.

- Jeg kan jo godt forstå, at Region Nordjylland skal have enderne til at hænge sammen, men det ændrer jo ikke på, at det her er et stort tab og en serviceforringelse for borgerne i Vesthimmerland.

Hobro rammes også

Også i nabokommunen Mariagerfjord ærgrer de sig over udsigten til, at småskadeklinikken i Hobro lukkes.

- Det er  kedeligt, hver gang vi står til at miste noget. Og vi er selvfølgelig rigtig kede af, hvis det er i Hobro, siger borgmester Mogens Jespersen (V) fra Mariagerfjord Kommune.

- Det er selvfølgelig legalt, at regionen - som mangler penge - kigger på, hvor de kan finde det henne. Så må vi se, om vi kan finde nogle gode argumenter for, at de ikke piller ved det i Hobro, siger borgmesteren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden