Ved indkørslen til slægtsgården Fruegaard i Vognsild står årstallet 1918 indgraveret i en af de sten, som istiden lod ligge. Mange somre og vintre har bidt i både granit og maling, siden hans oldefar byttede sig til gården fra en mindre i byen i netop det årstal.

Bag stenens ryg er der sket meget, dens indhugger ikke kunne forestille sig. Det, der dengang var en firlænget gård, er for få år siden blevet til en enkelt staldbygning og et stuehus. Men når bilen stopper på gårdspladsens knasende grus er det ikke en traditionel bygning i røde mursten, der møder en.

Top-moderne

Her står en topmoderne villa i to etager med hvid maling. Masser af lys fra store vinduer giver ekstra luft i hjemmet, der lige så godt kunne have ligget i en eftertragtet forstad til en af landets største byer.

- Min kone Anna Dorte er arkitekt, og hun har skabt ideerne til det sammen med nogle kolleger, fortæller boligens 52-årige indehaver med et smil.

Dette kunne godt have været historien om den unge landmand, der gik i forfædrenes fodspor, næsten fra fødslen af. Men Jakob Ræbild Nørgaard ville noget andet:

Til København og hjem

- Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 15 år. Jeg ville ud at arbejde på andre gårde, fortæller han, der som den eneste af tre søskende dog er blevet i landbrugsfaget. Det skete efter endt studie i økonomi på Landbohøjskolen på Frederiksberg.

Årene på Frederiksberg lærte ham at holde af den store by med alle dens tilbud. Men det vrimler ikke ligefrem med landbrug i storbyen, og da han stadig ville være landmand, gik turen hjem til Jylland. Og efter nogle år i Skive, Vognsild igen, så han kunne blive landmand.

Landmand? Ja, både og. På visitkortet står der "strategi- og virksomhedskonsulent" hos LandboNord, for det er uddannelsen som økonom, han lever mest af. Men Fruegaards 75 hektar er plantet til og drives som hobby-landbrug. Jakob Ræbild Nørgaard kan faktisk næsten ikke lade være.

- Efter en arbejdsdag med tal er det rigtigt godt at komme hjem og lave noget fysisk arbejde. Her kan man lettere se, hvor meget man har lavet. Det er noget anderledes, når man arbejder med tal, fortæller Jakob Ræbild Nørgaard.

Vil hjælpe børn

De sidste fire år har han også været formand for skolebestyrelsen på den nærliggende Vestrup Skole og LBO'en Kernehuset. Her går de tre børn Maren på 15, Anders på 13 og Marie på 9, og her har han også fået ekstra indblik i, hvor forskellige forhold familier kan have. Det vil også præge ham i valgkampen, og hvis han bliver valgt:

- Jeg vil helt klart hjælpe til, at børn og unge får gode vilkår. Men med min baggrund vil jeg også gerne styrke erhvervslivet og have styr på økonomien, lover den professionelle tal-mand, som også har klimasikring på programmet.

At det lige bliver nu, han stiller op, er lidt en tilfældighed:

- Jeg har været stillet op en gang, tilbage i 2005. Der blev jeg ikke valgt. Men jeg tænkte, det måske var tid til at prøve igen. Jeg har i hvert fald lyst til at gøre forsøget, siger den 52-årige landmand og økonom.

Gymnastik med rivalen

På skolen finder man også hans største rival til de lokale stemmer. Pedel Anders Kjær stillede op for Socialdemokraterne for første gang ved sidste valg og kom ind. Det skete, efter at nu afdøde Jan Dyregaard havde været et sikkert kort for Venstre i mange år. Partiets håb er selvsagt, at Jakob Ræbild Nørgaard tager stikket hjem igen.

De to skolemennesker er dog ikke mere rivaler, end at de kan gå til mandegymnastik sammen i Vestrup minihal, Jakob Ræbild Nørgaards eneste hobby ved siden af gård og familie. De har det faktisk fint med hinanden.

Begge vil gerne gøre godt for egnen og kommunen, og det giver naturlig indbyrdes respekt. Ved Vestrup har man lært på den hårde måde, at man må trække nogenlunde samme vej. Ellers sker der ikke så meget af det, man gerne vil have sker.

- Jeg er meget pragmatisk anlagt. Vi skal bare finde en løsning på tingene. Men jeg er også en, der vil have, at der skal tages en beslutning, så vi kan komme videre, gør Jakob Ræbild Nørgaard sin tilgang til forhandlinger op.

Borgmester-hjælp

Skulle han få brug for inspiration - eller en hjælpende hånd - kan han skæve skråt over vejen, der løber gennem Vognsild. Her bor hans far, 82-årige Per Nørgaard, som drev gården før ham. Og selv om det kan virke urimeligt at skulle sammenlignes med sin far, er det svært at lade være, når faren har været mangeårig borgmester.

For ja, det er den Per Nørgaard, der var Venstre-borgmester i Aars Kommune i 12 år frem til 2002. Og som der stadig bliver talt pænt om, fordi det var i hans tid, at hovedgaden blev renoveret og meget af den Per Kirkeby-kunst, der nu er groet sammen med byen, kom til.

Godt med boksekamp

De kan minde om hinanden. Begge drysser ikke mange ord ud over meningerne. Men holdningerne er klare, og de får sagt det, de skal uden mange omsvøb. Hvad faren har betydet for ham, kan Jakob Ræbild Nørgaard ikke lige sætte ord på:

- Men vi har altid diskuteret og talt politik i vores familie. Og jeg sætter pris på, når folk mener noget forskelligt. Det giver tit de bedste løsninger, hvis man skal bokse lidt om dem først. Sådan er det herude, siger han.

Tvivlens nåde

Hvor mange gerne vil virke sikre i deres overbevisning, vedkender han sig at have det, som præster i anden sammenhæng kalder "tvivlens nådegave":

- Jeg er ikke altid sikker på, hvad der er det rigtige. Der er det godt, at der er forskellige meninger om tingene. Det kommer de bedste løsninger ud af. Jeg kan godt lide at være i det fællesskab, siger han.

Måske er det også derfor, at han - ligesom sin far - rigtigt godt kan lide kunst. I hjemmet er der ingen plakater, kun malerier af den nutidige slags.

Den gode uro

I stuen hænger således et maleri af Erik Peitersen, købt da han solgte det efter udstilling ALFA i Aars.

Et mørkt, halvt genkendeligt landskab fra Nibe, hvor blå striber trækker ned, som havde maleren glemt at tørre blå dråber væk for oven.

- Jeg finder aldrig helt ro ved at kigge på det. Det er nok derfor, jeg godt kan lide det, siger han.