Brand på gård - fedekreaturer reddet ud
Brandfolk fra Aalestrup, Farsø og Aars i ilden - Beredskabsstyrelsen i Thisted på vej med kran
GEDSTED: Branden er der styr på. Nu handler det om at få indfanget 13 fedekreaturer på en gård på Holmmarkvej ved Gedsted i Vesthimmerland.
Her har brandfolk fra stationerne i Aalestrup, Farsø og Aars mandag morgen været i ilden for at slukke en brand, som opstod i en hal af stål. Her gik der 13 fedekreaturer, og branden havde fået godt fat i noget halm i bygningen.
Det oplyser indsatsleder René Nikolajsen fra Nordjyllands Beredskab.
Han har rekvireret en kran fra Beredskabsstyrelsen i Thisted.
- Vi skal have halmen ud, for at slukke det inde i en lade er næsten ikke til. Så det skal vi have ud, så det enten kan brænde ud eller slukkes, siger indsatslederen.
Beredskabet blev tilkaldt kort efter kl. 7, og det blev nødvendigt at tilkalde forstærkning fra stationerne i Farsø og Aars for at forhindre flammerne i at få fat i en garage i tilknytning til stålstalden.
Det lykkedes, og ifølge René Nikolajsen er det også lykkedes at redde alle 13 fedekreaturer sikkert ud af den brændende bygning.
- Nu er de fritgående. De går et eller andet sted ude på markerne, men vi er ved at have styr på dem, konstaterer han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.