Kæmper med voldsom brand: Ejeren er anholdt - mistænkt for at stå bag
Ejeren af huset er anholdt - mistænkt for at have påsat branden
Opdateret kl. 16:55
Brandfolkene i Farsø har hele fredag eftermiddag kæmpet med en voldsom brand i Strandby vest for Farsø.
Alarmen gik kl. 11.40.
Det oplyser Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen, fortæller, at politiet havde en patrulje få minutters kørsel fra stedet, da anmeldelsen kom.
- Da vores patrulje når frem efter få minutter er huset helt overtændt, fortæller han.
- Det har ikke været muligt at komme ind i huset på grund af, at branden er så kraftig. Så lige nu ved vi ikke, om der er personer i huset, siger han.
- Lige nu har vi den formodning at der ikke er, men vi er ikke sikre, siger han.
Politiet har anholdt husets ejer, der er mistænkt for forsættelig brandstiftelse i egen bolig.
- Vi skal have ham afhørt og have en forklaring fra ham. Men som det ser ud lige nu, så arbejder vi med den teori, at han på en eller anden måde har startet branden, siger Thomas Ottesen.
Vagtchef Thomas Ottesen forventer, at huset kommer til at brænde ned til grunden. Kort før kl. 17 er Nordjyllands Politi ikke længere til stede på adressen. Det er brandfolkene fra Nordjyllands Beredskab til gengæld for at sikre, at branden ikke blusser op igen.
Løgstørvej i Strandby, hvor det brændende hus ligger, har længe været totalt spærret på grund af slukningsarbejdet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.