Vejret

By i Nordjylland ramt af skybrud: Her kom der mest regn

Der kan være kommet lokale skybrud flere steder, men DMI har målt to officielle skybrud - ét var i Nordjylland

Et skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn i løbet af 30 minutter.
Et skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn i løbet af 30 minutter. Arkivfoto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:49

Jylland er blevet godt og grundigt gennemblødt i nattens løb - og særligt én by i Nordjylland og en lokation ved Vadehavet fik masser af vand.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Jens Lindskjold.

- Vi har konstateret skybrud ved Vadehavet og i Aggersund, siger han.

- I Aggersund var der skybrud mellem klokken 01 og 02, hvor der kom 16 millimeter på en halv time. Samtidig er Aggersund også det sted, hvor der er kommet mest regn i løbet af natten - lige på den gode side af 35 millimeter, siger meteorologen, der understreger, at data for nattens regnvejr først skal kvalitetssikres, før det bliver endeligt.

- Men skybruddet i Aggersund skulle være sikkert nok, siger han. 

For at et regnvejr kan kaldes et skybrud, skal der falde mindst 15 millimeter nedbør på en halv time eller over 30 millimeter på 24 timer.

- Der var også kraftigt regnvejr andre steder. Blandt andet i Aalborg midtby omkring klokken 06, hvor der også kom kraftig vind, men det var ikke langvarigt nok til, at der var skybrud, siger Jens Lindskjold.

- I Aalborg kom der i løbet af meget kort tid omkring fem-seks millimeter. Det føles kraftigt, men er altså ikke langvarigt nok til at blive til skybrud, siger han.

Skybrud i haven

Årsagen til skybruddet er en koldfront, der kom ind fra vest med store mængder regn.

- Det var svært at sige, hvor, hvornår og hvor meget regn der ville komme. Derfor havde vi et varsel ude om kraftig regn og lokalt skybrud, siger Jens Lindskjold, der fortæller, at der borgere også kan have registreret skybrud i deres egen have.

- Det er kommet meget lokalt - og ikke sammenhængende. Det viser vores målinger også. Der er registreret to skybrud i Jylland og det er næsten i hver sin ende, siger han.

Jens Lindskjold fortæller, at vejret onsdag bliver noget bedre - og slet ikke så vådt.

- Det ser faktisk ud til at blive et hæderligt grundlovs-vejr, hvor det mest vil være tørt og vi kan få solen at se i perioder. Men der kan også komme lokale byger og så vil der nok være vandpytter og let mudrede forhold efter nattens regnvejr, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden