De fester, men naboerne er dybt bekymrede
Byer bekymrede over lukningstrusler - sådan er det ikke her, tværtimod
Opdateret 12. juni 2023 kl. 10:01
OVERLADE: Mens forældre til børn i de kommunale folkeskoler i Ranum og Vester Hornum i øjeblikket holder vejret, fordi deres skoler sammen med flere andre mindre skoler i Vesthimmerland er sendt i spil som kandidater til mulig lukning, lægges der til gengæld op fest og glæde på naboskolen: Friskolen i Overlade.
Den blev i 2016 lukket som kommunal skole i en tidligere sparerunde, men genopstod som friskole. Og på fredag kan man så holde fest, fordi skolen har nået en milepæl: 100 børn.
Derfor er børn, forældre, venner af huset og hele omegnen indbudt til at fejre, at man er nået over 100 børn på skolen.
Første gang over 100
- Hen over vinteren er der for første gang indskrevet mere end 100 børn - fordelt over både Overlade Friskole og Børnehuset med vuggestue og børnehave, så fordelingen er p.t. ca. 60 procent i skoledelen og de resterende 40 procent i Børnehuset, fortæller formanden for skolebestyrelsen Tommy Rump Andersen.
Han har selv to børn på friskolen - en går i skoledelen, den anden i Børnehuset.
Går ikke ubemærket hen
At Vesthimmerlands Kommune har skudt gang i en ny runde skolestrukturdebat - som måske ender med lukning af folkeskoler og børnehaver i landkommunen - er ikke gået ubemærket hen i Overlade.
Nervøse forældre fra nabobyerne, som frygter for skolelukning, har henvendt sig på friskolen for at høre om mulighederne for at få børnene ind, hvis det ender med, at kommunalpolitikerne vælger at lukke netop deres skole fra sommeren 2024.
Debatten omkring mulige lukninger af hele 11 institutioner i Vesthimmerland er sat i værk, fordi politikerne kigger ind i faldende børnetal i landkommunen.
Fem folkeskoler og seks børnehaver er smidt ind i det analysearbejde, som er sat i gang - og inden sommerferien i år vil politikerne have taget en beslutning omkring eventuelle nedlæggelser, der i givet fald effektueres i sommeren 2024.
Selvom Overlade Friskole af gode grunde ikke er med i analysearbejdet, fordi det er en friskole og selv kan bestemme, så smitter arbejdet alligevel af på friskolen.
- Ja, vi har - siden det kom frem, at der er sat gang i et analysearbejde omkring folkeskolerne - fået adskillige henvendelser fra forældre, som har børn i nabo-folkeskolerne. Vi kan tydeligt mærke, at forældre og børn i nabobyerne med lukningstruede folkeskoler er bekymrede, og vi får forespørgsler på den baggrund, siger skoleleder Troels Bergholt.
Han understreger dog, at man i Overlade langt fra jubler over udsigten til - måske - at få endnu flere børn på friskolen af den grund.
Tværtimod.
Velkomne
- Hvis der er elever, som gerne vil meldes ind, så er de naturligvis velkomne, men det er altså ikke sådan, at vi sidder og ønsker, at folkeskolerne i vores nabobyer skal lukkes.
- Det vil være trist. Vi har først og fremmest ondt af børn, forældre og indbyggerne i de berørte byer som sidder og er usikre.
Vi husker det
- Alle husker tydeligt, hvordan vi i Overlade selv stod i nøjagtig samme situation dengang. Det var ikke sjovt, siger Troels Bergholt, der 1. august 2016 blev ansat som leder af Overlade Friskole og Børnehus, efter en flok ildsjæle i byen havde sat sig for at oprette en friskole i stedet for den nedlagte folkeskole.
Det gik godt, og på fredag kan Overlade holde fest, fordi antallet af børn på skolen stiger og stiger.
80 elever minimum
I det oplæg til fremtidig skolestruktur på folkeskoleområdet, som er sendt i spil i Vesthimmerland, opereres der med et tal, som hedder minimum 80 elever for at en folkeskole kan være en "bæredygtig enhed".
Sådan er det ikke på friskolen.
Med 60 elever i skoledelen i Overlade er såvel Troels Bergholt som Tommy Rump Andersen mere end godt tilfredse.
- Skolen her er bæredygtig, og det faglige fungerer. Vi kan konstatere, at eleverne klarer sig godt til afgangsprøverne, understreger Troels Bergholt, der med seks lærere - heraf nogle på nedsat tid - til 60 børn i skoledelen har en normering, som hedder i omegnen 4,5 lærere til de 60 elever.
Den klasse med flest børn har 14 elever.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.