Det her er vildt! Vindmølle bliver til kæmpe klatretårn

Efterskole har købt en gammel Vestas-vindmølle og nu skal eleverne klatre i den

Vesterbølle Efterskoles vindmølle bliver til klatretårn.
Vesterbølle Efterskoles vindmølle bliver til klatretårn. Privatfoto

VESTERBØLLE: Der drømmes tårnhøjt på Vesterbølle Efterskole - i bogstavelig forstand. Efterskolen, som ligger naturskønt i Vesthimmerland, har netop anskaffet sig en vindmølle, og hvis alt går efter planen, skal den i nær fremtid bygges om og stå som klatretårn på efterskolen.

Ideen opstod i efterskolens bygningsudvalg i samarbejde med arkitekt Henning Pilgård. 

I efterskolens søgen efter en vindmølle har man fået hjælp af Vestas, som kunne henvise til en vindmølle ude af drift. 

Arkitekten har lavet tegningerne med det nye klatretårn centralt placeret på efterskolen. Der skal påføres klatregreb på tårnets sider i forskellige baner og sværhedsgrader og i toppen etableres et plateau, hvorfra der også kan rappelles.

Vindmølle på Vesterbølle Efterskole bliver til klatretårn Privatfoto

- Vindmøllen er nedlagt, men meget egnet til klatring, så nu skal den formelle del af projektet på plads, og så skal vi have flyttet vindmøllen fra den mark, hvor den ligger lige nu, fortæller forstander Martin Diget Aamann.

Outdoor

Efterskolens baglandsorganisationer består bl.a. af flere spejderorganisationer, så friluftslivet prioriteres højt. Det kommer også til udtryk i fagudbuddet, hvor linjen i outdoor tiltrækker mange unge friluftselskere. 

Også efterskolens outdoor-faciliteter afspejler interessen for friluftslivet med bl.a. bålhytte, vildmarksbad, sheltere mv. Projektet er således i fin tråd med efterskolens stærke friluftstraditioner.

Man skal ikke lide af klaustrofobi, når man skal op i Vesterbølle Efterskole vindmølle. Privatfoto

- Med et klatretårn på matriklen er udfordringen ikke langt væk, og det forventes, at mange elever har lyst til at kaste sig ud i disciplinen, forudser forstanderen, der øjner også mulighed for, at klatretårnet kan komme lokalsamfund, klatreklubber og andre til gavn, når det først står der.

Vindmøllen ligger klar ved Vesterbølle Efterskole. Privatfoto

Så sent som i weekenden var efterskolen vært for FDF Fortræningsweekend med over 300 deltagende FDFere. Også her var klatring på programmet i form af et lejet klatretårn, så håbet er, at man ved fremtidige arrangementer af den art kan tilbyde klatreoplevelser på en vindmølle i nye klæder.

Vesterbølle Efterskole vindmølle, der bliver til klatretårn, kommer nærmest til at blive et vartegn for skolen. Privatfoto

Vindmøllen måler 30 meter, og der skal ansøges om godkendelse på projektet, før realiseringen af klatredrømmen kan gå i gang. Ansøgningen er sendt afsted, og man afventer nu, om der kan gives grønt lys til projektet, før der også sendes ansøgning om byggetilladelse. 

- Vi håber, at allerede næste års elevhold kan få glæde af et nyt sjovt klatretårn, fortæller forstanderen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden