Dramatisk indvielse for redningsstation: Blev sendt ud til livløs sejler
Den nye redningsstation i Løgstør måtte droppe planerne og kom i aktion allerede under indvielsen, da en båd var stødt på grund. 68-årig lystsejler fra Tyskland død.

Det tog ikke mere end tre-fire minutter før redningsmandskabet nåede den havarerede båd.
LØGSTØR:Alle sejl var sat til lørdag formiddag, da den nye redningsstation i Løgstør skulle indvies. Der var pølser på grillen, snoreklip, taler fra borgmester Per Bach Laursen (V) og stationsleder Anders Poulsen samt en planlagt sejlads med speedbåd til Livø for blandt andre borgmesteren.
Midt i indvielsen - og før borgmesteren blev sejlet til Livø - indgik en melding om en havareret båd i Smakmøllebugten mellem Løgstør og Aggersundbroen.
Fire reddere tog af sted og fandt båden og en enlig, livløs sejler. Der blev hurtigt ydet hjertemassage, indtil redningshelikopteren ankom, men desværre afgik den 68-årige tyske sejler ved døden, inden han ankom til sygehuset.
Allerede aftenen forinden havde der været efterspørgsel på assistance fra redningsstationen, hvor Anders Poulsen og de andre frivillige dog måtte melde pas.
- Det var selvfølgelig en voldsom start, men jeg er simpelthen så stolt over mine medarbejdere, der reagerede meget professionelt. Det havde jo desværre en ulykkelig udgang, men det sætter også tingene i relief og viser vores berettigelse, sagde Ander Poulsen efterfølgende.
Vejhjælp til søs
Før det kom så vidt, var stemningen ved Lodshuset på Løgstør Havn noget mere festlig.
Den frivillige stationsleder Anders Poulsen kunne fortælle om stor interesse for at støtte op om projektet med det nye redningshus. Både økonomisk, men også blandt de 24 andre frivillige, der bliver en del af redningshusets personale.
Redningsaktioner som den lørdag, er dog ikke umiddelbart det, de planlægger at at skulle deltage i fremover.
- Vi kalder det ”vejhjælp til søs”. Typisk vil det være nogle, der går på grund, knækkede master, motorhavari eller brændstofproblemer, sagde Anders Poulsen.
Redningsstationen er officielt i gang fra 1. juni, men foruden lørdagens aktion, har der allerede været bud efter hjælp til stationen flere gange.
- Stationen har været meget efterspurgt, for går folk på grund heroppe har de simpelthen ingen at ringe til, sagde Anders Poulsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.